Er det en fe, er det en engel, er det superman?

Nej, det er min mor.

20130903-201036.jpg

Jeg er begyndt i skole igen. På UNIversitetet. Så jeg kan blive klog. Jeg skal have sådan en kandidat-hat på engang om to år forhåbentligt.

Det betyder, at jeg skal op tidligt og afsted med toget til Aalborg. Alan tager afsted med et endnu tidligere tog, og det er et held, at pigerne ikke sover længe eller det der ligner, for ellers ville han ikke se dem om morgenen.

Om eftermiddagen skal man stadig køre med tog for at komme hjem igen, der findes desværre ikke nogen højhastighedsteletransporter til Hjørring, så der er vi heldige, at være hjemme lige til institutionslukketid.

Og det er trist.

Så min mor, supermormoren, trådte til. Hun ville alligevel gerne have en gyldig grund til at gå lidt ned i tid, nu hun er 63, så hun tropper op her hver morgen, tyve minutter før jeg cykler afsted. Så hygger hun i stille og roligt tempo med pigerne, de bliver gjort klar og får måske lidt second breakfast, indtil klokken bliver lidt over otte, og de bliver kørt i børnehave og dagpleje. Om eftermiddagen trækker hun stikket kl halv fire, så hun kan hente dem igen. Og så leger de ligeså pænt og hyggeligt, til vi kommer hjem.

Så er man priviligeret. Heldig. Forkælet.

Jeg tør slet ikke sige, at hun også lige snupper noget af Vasketøjet på vejen ud. Og at hun har spurgt, om hun ikke skal komme med noget mad om onsdagen, når Alan har dem alene (når jeg har SH-Bam-tid..) siden hun nu alligevel er igang med at lave onsdags-takeaway til oldebedstefar. Yes, supermormor – og supersvigerdatter er hun også.

Det er lige til at få tårer i øjnene af. Al den hjælp. Alt det overskud. At hun giver og giver, uden at kræve noget igen, bare fordi hun vil. Hendes ord om at tiden med pigerne er hendes belønning. At det er det bedste, hun kan få.

(Og at det så er svært at slippe kontrollen for uber-kontrolfreaken, der er mig, det er en anden historie. Men det er vel også meget sundt egentligt.)

Uden hende ville det være svært at få det til at løbe rundt. Vi ville blive nødt til det, som så mange andre jo gør. Sådan er det at være voksen. Og der er vel heller ingen børn, der dør af at være de første og de sidste i institutionen. Men det er bare rart at vide, at vores de leger med mormor istedet. Og at det er fordi mormor skidegerne vil. Hun er ikke presset, ikke tvunget, hun vil bare og hun kan.

– og det er ikke et blære-indlæg. Det er egentligt bare et stort TAK til min mor – indlæg. Det er en kæmpe hjælp i vores hverdag. Et fantastisk indslag med al den mormor-tid. Og det fungerer fordi jeg er så heldig, at have så godt et forhold til min mor. Tak for det!

————————-

Og så håber jeg uni-monster-skema fra helvede, som det ser ud den næste måneds tid, snart slapper lidt af og bliver mere normalt. At de 60 sider til idag (som jeg ikke fik læst) og de 60 sider til imorgen, som jeg skal læse ligeomlidt (zzzzzzz) måske bliver modereret en smule på et tidspunkt. At jeg ikke skal i skole hver dag hele semesteret, for så får jeg nok helt ærligt aldrig læst alt det, jeg skal læse. Ligesom lidt mere vågen-tid med pigerne kunne være fantastisk. Og så håber jeg, at der er nogle, der gider være i projektgruppe sammen med mig, hende den enormt ufleksible (gamle) mor fra Hjørring. Kryds kryds kryds fingre.

(Men ellers er det fedt. Jeg tror, man kan blive ret klog, hvis man følger med. Så det håber jeg, jeg kan.)

Advertisements