Påskesol og påskepause

I påskeugen var jeg så heldig at have fået ophold ved Hjørring Kommunes kunstnerrefugium ved Slettingen.

Man kan søge om det, hvis man har et kreativt eller kunstnerisk projekt, og jeg var så heldig at slippe igennem til en uges ophold.

Jeg havde tusind projekter med, og det var ikke fordi det hele var ren idyl. Jeg skulle ind og undervise på jobbet, og jeg nåede også at stresse ret meget, over alt det der ikke blev tegnet og skrevet. Men. Jeg fik arbejdet på flere bogprojekter, der har ligget stille alt for længe. Ikke meget, men lige et par streger på hver. Både billedbøger, nye sy-ideer, og ikke mindst den noget mere tunge afdeling med tanker om min bror. Det er noget af det, der er hårdt at gå ind i, når man sidder en hyggelig aften derhjemme og lige har en halv time, for det gør ondt, og det er svært at vide, hvordan man har det på den anden side. Så det føltes nemmere at gøre derude midt i det smukke rå landskab. Midt i mørket, da klokken var mange, og der pludseligt var meget ensomt. Så var øjeblikket der til at lukke op og skrabe lidt af såret.

Det gjorde stadig voldsomt ondt på den anden side, men jeg er glad for, jeg kunne dykke ned i det. I det fuldstændige uretfærdige, der er i det, hører jeg nu hans stemme, der  siger til mig, jeg skal tage det roligt, og få alt det jeg kan, ud af det der er tilbage. Det er ham, der er fornuften, når jeg hysterisk eller trist. For det var dét, han var for mig – rolig, fornuftig og støttende. Nu er han det bare med en usynlig stemme. Den sad jeg derude i mørket og kunne høre. Det var syret. Og trist.

Men der var også lys og påskesol. Masser af det endda. Og livet bliver så uforståeligt. Der er så mange tegninger, jeg skal nå at tegne, så mange ord jeg skal sætte sammen på papir, for jeg skal da i hvert fald nå det, inden det en dag er for sent. Jeg kan så nemt stresse rundt i det, selv når alt andet omkring byder mig at give slip, trække vejret roligt og sætte mig ned.

Det hjalp da familien kom på visit. Så blev jeg nødt til at pakke ned. Jeg kunne ikke tale mere med min usynlige bror, og jeg måtte lade stresskreativiteten få en lille pause. I stedet kunne vi gå ture, tegne sammen, nyde solens varme, kigge på vand, strand, heste, får og sten, og nyde at der ikke var et fjernsyn i den helt perfekte hytte. Og det gjorde vi.

Lidt mere tid alene blev det også til, flere tegninger, flere ord, og på den måde blev den første påske uden Kasper overlevet. Alenetiden gjorde godt på én måde, og de mange projekter hjalp, når alenetiden alligevel blev for svær. Familie og kærlighed mindede mig om alt det, vi stadig har, og med Kaspers stemme i mit hoved var han der alligevel lidt. Ikke nok, men jeg tager det, jeg kan få.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s