Aarhus miniswiptur og minimal shopping

I fredags tog vi friskt afsted på en lyntur til Aarhus.  Min yngste bror og hans søde kæreste blev læger, og det skulle vi fejre på fin restaurant om aftenen.

Inden vi nåede så langt, sad vi først fast i toget pga en stakkel, der ville springe fra Limfjordsbroen. Det var jo ret dramatisk med med sådanne opdateringer i højtaleren for de små ører.. vi ved ikke hvordan det gik, forhåbentlig godt, for toget kørte da videre.

Da vi endelig nåede Aarhus, var der hygge og kaffe hos min kusine. Det er altid meget hyggeligt at se hende, og vi får altid snakket så vældigt godt sammen – meget enige som vi er om alt det vigtige.

Til aftentid nåede vi først at besøge min bror i hans lejlighed, hvor den stod på gaver og hygge. Han skal til Hjørring og være læge det næste stykke tid, så han og kæresten fik en pakke, så de kan overleve turen til provinsen. Gavekort og hygge til Hjørring-aktiviteter.

Så gik turen til den fine restaurant. Pigerne var ret trætte efter den lange dag, men Jolina kvikkede dog gevaldigt op med de voksne, mens Roxie faldt i søvn i mine arme. Det var også meget hyggeligt. Efter mine arme slumrede helt ind og mine ben krampede fik vi lagt hende på gulvet ved siden af os på et bjerg af frakker. Der sov hun fint, og det føltes vældigt nostalgisk til min egen barndom, hvor det var ganske normalt at falde i søvn på den måde, når de voksne festede.

ja, Alan laver spas med sovs i skægget..

Lørdag nåede vi en tur i butikker og til brunch i Salling. Deres brunch kan klart anbefales. Vi blev ikke flået prismæssigt i forhold til hvad det ellers kan koste. Det var lækkert og meget anderledes end at gå i bistroen i Salling, da jeg boede i Aarhus i 2003.. Og deres rooftop er jo en oplevelse i sig selv. Det var så flot! Og pigerne følte sig modige ude på vippen..

Vi kiggede på en uendelig mængde af lækre sager. Men det kostede masser af penge det hele, og der var jo ikke noget af det, vi havde brug for. Selv om der stadig frister. Så for 30 kr blandet dims i Tiger til pigerne, og så var vi på vej hjem.

Aarhus er en fed by, og det er dejligt at kunne besøge søde mennesker, men jeg er bare så provinsglad for at bo i Hjørring, så det var også skønt at komme hjem igen.

Advertisements

Børn og bæredygtighed

Det er måske ikke særligt bæredygtigt i det hele taget at få børn, så hvis jeg er så optaget af det, skulle jeg nok have ladet være med at sætte flere forbrugende væsner i verden.

Men nu er de børn her jo, så jeg prøver at se, hvordan jeg ellers kan rette op på det.

Igår var jeg i arbejdssammenhæng til et fantastisk spændende oplæg med Mogens Lykketoft om FNs mål om bæredygtighed. Det var vildt.

Han var god til at fortælle om verdens tilstand, så jeg som tilhører både følte mig vældigt oplyst, forpustet af det kæmpe arbejde der er nødvendigt, men også med en smule håb for fremtiden.

Noget af det der var allermest tydeligt var, at hverken vi der har en hel masse, eller dem der er på vej til at få, kan forbruge som vi gør nu. Det er der bare ikke ressourcer nok til  overhovedet. Så hvad gør man med “detskaljegdaha”-følelsen? Hvordan overlever menneskeheden? Hvordan klarer jeg det selv? Sommetider ved at gå i genbrug, sommetider ved at afholde mig fra det, og sommetider ved at købe, så jeg bliver helt flov. Jeg angrer, og det er slet ikke lækkert for mig at købe, som det var engang. Det føles faktisk lidt klamt, når det er noget, jeg ikke rigtigt skulle bruge, men som bare lokkede mig. Ud i forbrugets fordærv.

Jeg vil allerhelst nøjes med alt det jeg har, for jeg har rigeligt, men det er ikke nemt. Jeg er dog glad for, at jeg trods alt er blevet mere bevidst om det. Det har sparet mig for en masse køb af ting, jeg ikke havde brug for. Og en masse anger.

Mine piger ønsker   sig selvfølgelig alt det, de andre også har, og sommetider er jeg en dum, dum mor. De fik ingen fidgetspinner, da det var moderne, og Jolina talte længe om, hvor dejligt det blev, når hun fyldte 18, og hun kunne købe alle de fidgetspinners, hun ville. Det glæder mig virkelig, at hun ikke taler om det mere, at det ikke længere, er det fedeste ved at blive voksen, at hun må købe fidgetspinners. Men det glæder mig allermest, at begge børn overlevede dette nej. At de hverken mistede alle deres venner i skolen eller flyttede hjemmefra for alvor.

Nu, selv om jeg virkelig har kæmpet imod, har vi allerede flere Loldolls i huset, end jeg kan lide at indrømme. Og hvad er det for noget, helt ærligt. Det er bras, plastik, glittet, pigerne elsker det, men jeg  væmmes lidt ved både, hvad de koster, og hvad nytte de penge kunne gøre andre steder. Hvis så bare den enorme pris gik til produktionen af dem, så var det et plaster på såret, men det tvivler jeg gevaldigt på.

Nu ønsker Jolina sig sådan nogle skumdyr, man kan klemme på. Men. Her stopper det altså.

Jeg vil gøre alt for mine børn, men jeg vil ikke give dem alt. Gøre. Ikke give. Og der er altså ikke nok ressourcer i verden til, at vi alle sammen kan få alle de plastikskumdyr eller andet meget vigtigt bras, vi vil have. I hvert fald ikke, uden det bliver på beskostning af miljøet og dermed os alle sammen.

Jolina har selv idag ryddet ud på værelset og fundet spandevis af lignende legetøj, der bare har været spild. Som har fyldt op, været interessant et kort øjeblik, for derefter at samle støv i rodet.

Så til godnathistorien i aften kom fortællingen om planeten, dens ressourcer, os rige og forkælede røvhuller i vesten, samt de knap så rige andre steder, og at man ikke kan få ALT , man ønsker sig.  Det var nok ikke særligt hyggeligt, men det bliver den her verden altså heller ikke ved med at være, hvis der ingen grænser er for forbruget.

Nu går sure mor i skuret for at snitte noget af træ, som de børn kan få, næste gang de ønsker sig mere til bunken af unødvendighed. Og jeg kigger på mit køkken på vej derud . Mit køkken som er godt slidt. Meget grimt i kanterne.  Det køkken bliver heller ikke skiftet ud med et nyt ligenu. Ikke bare fordi, vi ikke har råd, Fordi vi har brugt alle pengene på Loldolls og skumdyr, men også fordi det ikke er nødvendigt. Selv om det ville være lækkert med et nyt køkken, ville det også være ret klamt.

Velkommen til Duddi Dahrlings Dukkehus

Og velkommen til årets første indlæg! Eller har jeg allerede skrevet noget? Det kan jeg ikke huske.

Jeg håber i hvert fald,  I alle har haft et godt nytår.

Nytår er jo fyldt med gode ønsker og håb for året, og det har jeg det rigtigt fint med. Jeg elsker at lave planer og lister, og drømme mig hen imod af en bedre version af mig selv (uden selvhad of course, pure love) og ikke mindst den fedeste fremtid hvor alle i familien laver lige det, de nyder allermest, og hygger sig gevaldigt med hinanden imens. Jeg har nytårsforsætter stort set hver eneste mandag, onsdag eller søndag, og det er fint.

Et af de her fortsætter er også at blive bedre til at nyde den hverdag, der rent faktisk er, for den er vi nu også meget heldige med.

Men det var faktisk slet ikke den historie, jeg gerne ville fortælle.

Et af mine store ønsker for året er at lave noget mere med mine børn. Ikke bare lektier og al den jappen igennem vores ellers så gode hverdag, som jeg synes det meste bliver. Fordi det hele skal gå stærkt. Men sjove ting, fede ting, kreative ting. Noget som jeg kan gøre med dem, give videre, og som jeg helt egoistisk set også selv gider.  Dvs ikke spille matador for eksempel. Det gider jeg meget lidt.

Jeg har også haft generelt meget dårlig samvittighed i 2017 over alle mine egne kreative projekter, der tog ret meget af den tid, hvor jeg kunne have lært pigerne at strikke eller bare lyttet bedre efter deres hemmeligheder og historier. Nu hvor min bog forhåbentligt når til en udgivelsesdato her i foråret, så føles det også som  om, der bliver noget tid frigivet til et nyt projekt. Og det skal ikke kun være et solo-projekt.

Så vores nye fælles projekt for året er at bygge det fedeste dukkehus. Og selvfølgelig en dukke dertil, frøken Duddi Dahrling.

Vi har nogle gamle Lundby huse fra genneren, og et af dem kom med en kasse blandede møbler. Den kasse glemte jeg næsten, da pigerne var for små, da jeg købte det, men nu er den fundet igen. Og der er så meget fedt! Jeg vil gerne blæse det hele op i størrelse og bo med det. Især det orange badeværelse.

Vi vil lave huset ud af gamle kasser, der skal males og tapetseres. Og så skal der ellers indrettes! På trods af at der er nok Lundby retro møblement (for ikke at nævne sylvanian, playmobil, og hvad der ellers kan bruges) til dobbelt så meget hus, så vil vi også lave nogle ting selv. Sy puder, bygge tændstikæskekommoder og den slags. Klippe tæpper, lave planter, og hvad vi ellers kan finde på. Jeg glæder mig virkelig til at se pigernes kreativitet folde sig ud med det.

Vi gik igang med huset her i weekenden, og det var så herligt. Jeg falder altid i praktiske-mor-rydder-op rollen, når vi har fri, og de andre bygger LEGO, så det var befriende at få lov til at lege med. I the Duddi Dahrling Dreamhouse.

Så i 2018 er vi sådan nogle dukkehusdamer . Sammen.

Gang i den i turistland

Ja, mens jeg har været på forkant med julerier og altmuligt på bloggen, har jeg i det virkelige liv været på nasty, nasty og aldeles herlig all-inklusive ferie på Gran Canaria. Playa del Inglés nærmere betegnet, og det har været ret fantastisk.

Det er vores første ferie sammen, hvor vi ikke skulle besøge nogen. Første ferie bare os. Og det føles helt vildt.

Ingen planer. Næsten intet wifi. Bare os.

Pool. Plask. Buffet og fyldte maver.

Og nu hjem til en god omgang jul, hvor min søde mor har sørget for det hele.

Fantastisk! Vi er allerede igang med at spare sammen til næste år.

Jeg håber, I alle sammen har haft en god jul.

Greenie-poser

Min stavekontrol her ville rigtig gerne have det til at stå Greenpeace-poser. Og det er måske også meget passende, for de giver mig lidt ro, både i sindet og i maven. Og så er de så hurtige lige at tage op og smide i blenderen, når de er gjort klar.

Jeg ville gerne undgå plasten, så jeg er ved at samle små syltetøjsglas til at fryse portionerne i næste gang.

Gaveposer fyldt med godter

Håber jeg!

I år har der jo været hjemmelavet tema på bloggen og på julegaverne. Med genbrug og udnyttelse af alt det stof, jeg har hoardet gennem tiden..

Og jeg fik endda også lavet en masse små gaveposer at putte dem i. Bæredygtighed og julekrea i en skøn forening.

Jeg var ved at rydde op i stoffer og fandt en masse julerester, som ikke lige kunne bruges så mange andre steder. Så klip-klip-klip. Mange små og store firkanter syet sammen, løbegang i åbningen, bånd i, og så var de klar.

Nu er poserne fyldt med gode sager, julegaver til alle, og jeg håber, poserne bliver gemt, så de kan bruges igen næste år.

( – engang gemte man jo det pæne julepapir fra år til år? Hvem gør overhovedet det mere? Er der nogen derude? Det er da lidt synd, men endnu et symbol på det hurtige forbrug.. nu er der i hvert fald poser at gemme, hvis man stadig er med på julegavevognen.)

Den gode snack

Modsat den onde snack… eller den der i hvert fald ikke rigtig er god for noget.

Det skal jo heller ikke være bland selv slik det hele.

Jeg er blevet vild med kefir – det er i den gule skål. Og når man så har spist nødderne og svesken, kan man jo altid tage en nutellamad.

Frø fra haven, og andre steder vi lige er kommet forbi..

Vi ret glade for vores have, selv om den den meste af året ser ret rodet ud. Men det er ok. Bare der er noget for bierne.

Bierne er vigtige, og jeg bliver stadig bange, når jeg læser om, hvor mange bier – og insekter generelt der forsvinder.

Jeg kan huske, da jeg første gang læste Douglas Couplands “Generation A” om en verden uden bier, og hvor skræmmende men urealistisk det var. Nu er det tæt på.

Og hvis jeg kan gøre noget for bierne, så kunne det være at plante nogle flere vilde blomster. Derfor har vi hele året høstet frø alle mulige steder. Både i haven, men også andre steder, vi lige er kommet forbi. Haps, haps, det er vist ikke forbudt.

Nu har vi endelig fået dem sorteret, og der er virkelig mange. Jeg glæder mig til at plante dem – og til at give nogle af dem i julegave. Det må da virkelig tage prisen for årets mest bæredygtige gave.

Når man giver gaver, der ikke kan byttes i butikkerne

Som jeg har skrevet om før, så er der hjemmelavet og genbrugstema på størstedelen af julegaverne herhjemme i år. Det er jo altid lidt et sats, og det kan være farligt, hvis ikke man kender dem, man skal give gaverne til godt. Og selv om man gør det, går det heller ikke altid super fantastisk alligevel.

Men jeg forsøger mig i år.

Jeg er træt af det endeløse forbrug og vigtigheden af pris. “Hvor meget giver vi for?” Det bliver jo ofte bare et byt af noget, der ender med at blive byttet alligevel, og det er så fjollet. Så jeg giver så noget nu, som ikke kan byttes, og som jeg har brugt dyrebar tid på. Det ved jeg heller ikke hvor smart er. Og måske det bare ender med ingen gaver næste år overhovedet, fordi ingen gider have mit hjemmelavede shit. Måske. Men jeg kan godt lide at lave ting, og jeg synes nogle af de ting, rent faktisk er flotte nok til at man kunne forestille sig, at en modtager kunne blive glad for dem.

Men nu ser vi.

Jeg hygger mig med at lave gaverne. Ofte med pigerne som selskab, og det gør det ikke dårligere. Jeg synes i hvert fald, det er sjovere at dimse med hjemmelavet stads end at shoppe i december måned.

Vi har lavet perle-smykker af forskellig slags, og så har de hjulpet mig med at klippe og sy. Og ikke mindst få ideer til tingene.

Der er blevet produceret alt muligt forskelligt, og især de her futter er jeg spændte på. Det er gamle uldsweatere, der både ved fejl og med vilje er blevet vasket lidt for hårdt i vaskemaskinen. Så passer de ingen mere, og kunne passende klippes op til futter. Jeg tror måske et par pomponer kunne passe på nogle af dem. Måske ikke lige dem til min far. Eller måske lige præcis dem.