Knæk cancer tanker

Nu er den her blog jo blevet aldeles kreafokuseret. I hvert fald i forhold til hvad den var engang, da den hed Karoline med K, og jeg brugte den som udløb for alle små tanker, jeg havde. Da skrev jeg jo bare løs, og der var en masse, der kommenterede, og vi hyggede os i det hele taget gevaldigt.

Så forandrede blogland sig stille og roligt, og der skete også personlige ting, der betød, at jeg ikke bloggede på samme måde som før.

I foråret 2014 blev jeg nemlig syg. Jeg opdagede, jeg havde kræft i tarmen, og min verden ændrede sig pludselig en hel masse.

Nu er det så meget på afstand, som en tidligere kræftdiagnose nu kan komme, men jeg tænker ofte på det. Især efter Knæk Cancer kampagnen, som jeg allerbedst håndterer ved ikke at tænde for nogen medier. Det er alt for for skræmmende og rørende.

Det gør stadig ondt, og jeg er stadig bange. Ikke så meget og ikke så ofte, som jeg har været, men det er nok en angst, der aldrig helt forsvinder.

Jeg var forholdsvis heldig. Intet havde spredt sig, og jeg kunne nøjes med en stomi, der efter 4 måneder blev flyttet tilbage. Jeg havde fysiske mén i et par år, men kunne i 2016 efter endt uddannelse finde min vej tilbage på arbejdsmarkedet, og kan imod alle min bange anelser fungere med en normal arbejdsdag.

Til mit første tjek et år efter, troede lægerne, at der var spredning til leveren, og det var selvfølgelig en værre mavepuster. Efter en ekstra scanning og en uges forfærdelig ventetid, fandt de heldigvis ud af, at det bare var en slags skygger på scanningsbillederne. SUK!

Nu har jeg haft min første sommer uden tjek, og det er bizart. Rart fordi det hjælper til at holde fokus fra sygdommen og angsten, og nervepirrende for jeg faktisk helst ville tjekkes en gang om ugen. Bare for at være sikker.

Nu lever jeg med en lille smule fysiske mén, som betyder at jeg skal passe på med visse fødevarer, og at jeg har lidt mere ondt i maven, end hvad de fleste andre har.

Jeg sover fint de fleste nætter, men angsten sidder stadig i mig.

Den angst bringer intet godt med sig, men jeg prøver på at ændre den til en anden følelse. En følelse af taknemmelighed over at have fået en chance til og en taknemmelighed over livet generelt. Shit, det er et godt liv, når man ikke behøver være panisk angst for at dø. Et godt liv, der er fyldt med så meget fantastisk, som jeg vil gøre alt for ikke at miste eller forsvinde fra.

Jeg tænker over, hvor velsignet jeg stadig er at være født som øverst i heldighedshierarkiet, hvor der er sygehusvelfærd, kræftpakker, og en tysk kirurg der med præcision kunne skære det syge fra.

Så derfor siger jeg ofte til mig selv – drop brokken. Det regner, det er jævla koldt og blæsende, og jeg skal næsten altid tidligt op og smøre madpakker, men det er så meget bedre end det kunne være.

Det er mit gode råd. Drop brokken. Men det er også mit råd til alle, at de skal tage deres krop seriøst. Både behandle den godt, men især lytte til den.

Jeg overhørte min krop længe, for jeg var da i hvert fald ikke så syg. Tænk, hvis jeg havde ventet for længe… Lyt til din krop. Du kender den bedst.

En tur til Tolne

Det er ved at være længe siden, men jeg kom i tanke om et indlæg, jeg aldrig fik postet. et indlæg om Tolne Gjaestgivergaard.

Det er nok fordi, jeg lige om lidt skal derud igen – og det skal jeg nok også huske at skrive om, for det bliver så spændende. Jeg skal nemlig lege med ler!

Men altså, Tolne Gjeastgivergaard er et magisk sted.

Det er de fine og gode folk, keramikerne Gregory og Janne, der styrer løjerne. De byder på pizza til pizzanight hver fredag, drejer flotte kunstværker, samler mennesker, og ellers er der altid åbent i cafeen til noget smagfuldt og hjemmelavet.

Der er smuk og rustik inspiration for alle kreative sjæle. Både i de fine hjemmedrejede krus til den grønne te, tegningerne på væggen, den udstillede keramik i galleriet, og i den lækre menu, de serverer.

Lige nu arbejder jeg sammen med dem om at stable et julemarked på benene derude. Det kan blive alletiders, og jeg glæder mig så meget.

Toget går lige til døren, og Tolne byder også på den vildeste efterårsskov lige for tiden, så det er et besøg værd.

The refashioners community challenge 2018

This post is written in english because it is a challenge from the english blog Makery where Portia has set the refashioning challenge for the community to show your #therefashioners2018 and #inspiredby designs.

skandimama karoline hughes therefashioners2018.jpg

I have been checking out the entries for the refashioning challenge for the last couple of years, and it seems like just the thing I am doing a lot, actually.

Changing something that already exists ito something else.

Most often it just happens so fast that I do not get round to taking pictures and documenting it.

But it is very sustainable and right up my street, seeing that I go shopping in the 2nd hand shop at my workplace to find things to wear and alter quite a lot.. It is a great way to get new outfits without having to go crazy with new stuff.

I have seen many blue and white striped shirt dresses, and I thought they looked really comfy and smart.

IMG_9276IMG_9277

So I wanted to make my own!

IMG_9422.JPG

Luckily at the shop in AVV I found two identical mens shirts I could use. Both with the same holes on the elbows. (Very pointy elbows there. Someone must have gotten quite a bit ahead. Ha ha.)

elbowsIMG_8507 - Kopi

A few cuts to make shorter sleeves – but with bell edges, and a short little skirt on the bottom with some extra material from the backpiece on the sides to make it wider. And no collar since I wanted to make it a bit more feminine.

refashioners shirt 1skirtsleeves

I can see myself making more of these – I dont even think I need identical shirts, could be fine in contrasting colours as well.

I hope some of you might try the same thing at home.

IMG_9434IMG_9433IMG_9421

Glimt fra photoshoot

Snapshots from the start of this fall break where the project was to photograph 100 items in 2 days. – In my livingroom studio. It happened! Crazy and blessed.

Skandimama fotoshoot oktober 2018

Her i efterårsferiens start har jeg haft det store projekt igang.

Jeg havde så mange forskellige opsyede ting liggende i gemmerne – flere ideer til magasiner og et par bøger, og når de bare ligger der, så er det jo spild af alting. For hvad er det lige, de ligger og venter på…? Tid, mod og det rette overskud måske.

Men, de lå og ventede på, at jeg ville få taget mig sammen til at få gjort noget ved dem. Derfor havde jeg spurgt min gode ven og fotograf Sarah fra Saloh om hjælp.

Hun kom frisk fra København, og vi satte studie op i stuen. Det var et kæmpe kaos. Sjovt, rodet og funktionelt. Jeg må hellere også lave et indlæg med, hvordan det så ud bag kameraet… Det er også værd at se. Der er stadig langt fra ryddet op…

Mit stressniveau var sygt højt, men alt gik bare så fint. Jeg var bange for at blive fotoshootzilla, men det skete heldigvis ikke.

Flinke venner og bekendte stillede op som modeller, og jeg er lykkelig for de skud, der kom i kassen. Tænk, at jeg kender så mange nuttede mennesker.

skandimama karoline hughes birdie toyskandimama karoline hughes cherrydressskandimama karoline hughes huge pillow ikea printskandimama karoline hughes ikea print jacketskandimama karoline hughes ikea print pillow top and teddyskandimama karoline hughes ikea print pyjama pantsskandimama karoline hughes ikea print wrap skirt frillsskandimama karoline hughes printed stuffed toyskandimama karoline hughes short circle skirtskandimama karoline hughes skandinavian cuties stuffed toysskandimama karoline hughes stof stil printskandimama karoline hughes whale teddySkandimama krone pandebånd

Nu er det bare at redigere, layoute, sætte DIYs op, und so weiter. Bare, hahaha…. Så arbejdet er langt fra slut nu. Men fyfan hvor skønt at være kommet så langt her. Med så fint et resultat.

Tak til alle hjælpere og modeller, tak til Sarah, og tak til dem, der kastede koldt vandt på mig, når jeg var ved at brænde helt sammen.

Nedtælling til den store dag

Påsken er gået lige om lidt, og det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg for et år siden var travlt igang med at sy. Jeg tog en uges ferie fra mit job omkring påske for at sy, sy og sy lidt mere.

Det tøj jeg syede, er nu at finde i en bog. Eller lige om lidt at finde i en bog..!

At lave en bog er en lang proces, og tankerne til denne gik igang for længe siden. Der skulle tegnes. Udtænkes ideer. Rettes til. Sys. Fotograferes. Sys om. Fotograferes igen. Skrives. Illustreres. Tænkes godt og grundigt om det hele nu var godt nok. Og nu er den der snart.

Jeg får mine eksemplarer den 9.april, og du kan stadig nå at forudbestille den med rabat, hvis du har lyst.

Du kan gøre det på muusmann’forlags hjemmeside.
Ved at bruge kuponkoden: karoline får du 20% + fri fragt i Danmark
Så kan du supernemt og uden mønster sy disse fine modeller…

Aarhus miniswiptur og minimal shopping

I fredags tog vi friskt afsted på en lyntur til Aarhus.  Min yngste bror og hans søde kæreste blev læger, og det skulle vi fejre på fin restaurant om aftenen.

Inden vi nåede så langt, sad vi først fast i toget pga en stakkel, der ville springe fra Limfjordsbroen. Det var jo ret dramatisk med med sådanne opdateringer i højtaleren for de små ører.. vi ved ikke hvordan det gik, forhåbentlig godt, for toget kørte da videre.

Da vi endelig nåede Aarhus, var der hygge og kaffe hos min kusine. Det er altid meget hyggeligt at se hende, og vi får altid snakket så vældigt godt sammen – meget enige som vi er om alt det vigtige.

Til aftentid nåede vi først at besøge min bror i hans lejlighed, hvor den stod på gaver og hygge. Han skal til Hjørring og være læge det næste stykke tid, så han og kæresten fik en pakke, så de kan overleve turen til provinsen. Gavekort og hygge til Hjørring-aktiviteter.

Så gik turen til den fine restaurant. Pigerne var ret trætte efter den lange dag, men Jolina kvikkede dog gevaldigt op med de voksne, mens Roxie faldt i søvn i mine arme. Det var også meget hyggeligt. Efter mine arme slumrede helt ind og mine ben krampede fik vi lagt hende på gulvet ved siden af os på et bjerg af frakker. Der sov hun fint, og det føltes vældigt nostalgisk til min egen barndom, hvor det var ganske normalt at falde i søvn på den måde, når de voksne festede.

ja, Alan laver spas med sovs i skægget..

Lørdag nåede vi en tur i butikker og til brunch i Salling. Deres brunch kan klart anbefales. Vi blev ikke flået prismæssigt i forhold til hvad det ellers kan koste. Det var lækkert og meget anderledes end at gå i bistroen i Salling, da jeg boede i Aarhus i 2003.. Og deres rooftop er jo en oplevelse i sig selv. Det var så flot! Og pigerne følte sig modige ude på vippen..

Vi kiggede på en uendelig mængde af lækre sager. Men det kostede masser af penge det hele, og der var jo ikke noget af det, vi havde brug for. Selv om der stadig frister. Så for 30 kr blandet dims i Tiger til pigerne, og så var vi på vej hjem.

Aarhus er en fed by, og det er dejligt at kunne besøge søde mennesker, men jeg er bare så provinsglad for at bo i Hjørring, så det var også skønt at komme hjem igen.

Børn og bæredygtighed

Det er måske ikke særligt bæredygtigt i det hele taget at få børn, så hvis jeg er så optaget af det, skulle jeg nok have ladet være med at sætte flere forbrugende væsner i verden.

Men nu er de børn her jo, så jeg prøver at se, hvordan jeg ellers kan rette op på det.

Igår var jeg i arbejdssammenhæng til et fantastisk spændende oplæg med Mogens Lykketoft om FNs mål om bæredygtighed. Det var vildt.

Han var god til at fortælle om verdens tilstand, så jeg som tilhører både følte mig vældigt oplyst, forpustet af det kæmpe arbejde der er nødvendigt, men også med en smule håb for fremtiden.

Noget af det der var allermest tydeligt var, at hverken vi der har en hel masse, eller dem der er på vej til at få, kan forbruge som vi gør nu. Det er der bare ikke ressourcer nok til  overhovedet. Så hvad gør man med “detskaljegdaha”-følelsen? Hvordan overlever menneskeheden? Hvordan klarer jeg det selv? Sommetider ved at gå i genbrug, sommetider ved at afholde mig fra det, og sommetider ved at købe, så jeg bliver helt flov. Jeg angrer, og det er slet ikke lækkert for mig at købe, som det var engang. Det føles faktisk lidt klamt, når det er noget, jeg ikke rigtigt skulle bruge, men som bare lokkede mig. Ud i forbrugets fordærv.

Jeg vil allerhelst nøjes med alt det jeg har, for jeg har rigeligt, men det er ikke nemt. Jeg er dog glad for, at jeg trods alt er blevet mere bevidst om det. Det har sparet mig for en masse køb af ting, jeg ikke havde brug for. Og en masse anger.

Mine piger ønsker   sig selvfølgelig alt det, de andre også har, og sommetider er jeg en dum, dum mor. De fik ingen fidgetspinner, da det var moderne, og Jolina talte længe om, hvor dejligt det blev, når hun fyldte 18, og hun kunne købe alle de fidgetspinners, hun ville. Det glæder mig virkelig, at hun ikke taler om det mere, at det ikke længere, er det fedeste ved at blive voksen, at hun må købe fidgetspinners. Men det glæder mig allermest, at begge børn overlevede dette nej. At de hverken mistede alle deres venner i skolen eller flyttede hjemmefra for alvor.

Nu, selv om jeg virkelig har kæmpet imod, har vi allerede flere Loldolls i huset, end jeg kan lide at indrømme. Og hvad er det for noget, helt ærligt. Det er bras, plastik, glittet, pigerne elsker det, men jeg  væmmes lidt ved både, hvad de koster, og hvad nytte de penge kunne gøre andre steder. Hvis så bare den enorme pris gik til produktionen af dem, så var det et plaster på såret, men det tvivler jeg gevaldigt på.

Nu ønsker Jolina sig sådan nogle skumdyr, man kan klemme på. Men. Her stopper det altså.

Jeg vil gøre alt for mine børn, men jeg vil ikke give dem alt. Gøre. Ikke give. Og der er altså ikke nok ressourcer i verden til, at vi alle sammen kan få alle de plastikskumdyr eller andet meget vigtigt bras, vi vil have. I hvert fald ikke, uden det bliver på beskostning af miljøet og dermed os alle sammen.

Jolina har selv idag ryddet ud på værelset og fundet spandevis af lignende legetøj, der bare har været spild. Som har fyldt op, været interessant et kort øjeblik, for derefter at samle støv i rodet.

Så til godnathistorien i aften kom fortællingen om planeten, dens ressourcer, os rige og forkælede røvhuller i vesten, samt de knap så rige andre steder, og at man ikke kan få ALT , man ønsker sig.  Det var nok ikke særligt hyggeligt, men det bliver den her verden altså heller ikke ved med at være, hvis der ingen grænser er for forbruget.

Nu går sure mor i skuret for at snitte noget af træ, som de børn kan få, næste gang de ønsker sig mere til bunken af unødvendighed. Og jeg kigger på mit køkken på vej derud . Mit køkken som er godt slidt. Meget grimt i kanterne.  Det køkken bliver heller ikke skiftet ud med et nyt ligenu. Ikke bare fordi, vi ikke har råd, Fordi vi har brugt alle pengene på Loldolls og skumdyr, men også fordi det ikke er nødvendigt. Selv om det ville være lækkert med et nyt køkken, ville det også være ret klamt.

Velkommen til Duddi Dahrlings Dukkehus

Og velkommen til årets første indlæg! Eller har jeg allerede skrevet noget? Det kan jeg ikke huske.

Jeg håber i hvert fald,  I alle har haft et godt nytår.

Nytår er jo fyldt med gode ønsker og håb for året, og det har jeg det rigtigt fint med. Jeg elsker at lave planer og lister, og drømme mig hen imod af en bedre version af mig selv (uden selvhad of course, pure love) og ikke mindst den fedeste fremtid hvor alle i familien laver lige det, de nyder allermest, og hygger sig gevaldigt med hinanden imens. Jeg har nytårsforsætter stort set hver eneste mandag, onsdag eller søndag, og det er fint.

Et af de her fortsætter er også at blive bedre til at nyde den hverdag, der rent faktisk er, for den er vi nu også meget heldige med.

Men det var faktisk slet ikke den historie, jeg gerne ville fortælle.

Et af mine store ønsker for året er at lave noget mere med mine børn. Ikke bare lektier og al den jappen igennem vores ellers så gode hverdag, som jeg synes det meste bliver. Fordi det hele skal gå stærkt. Men sjove ting, fede ting, kreative ting. Noget som jeg kan gøre med dem, give videre, og som jeg helt egoistisk set også selv gider.  Dvs ikke spille matador for eksempel. Det gider jeg meget lidt.

Jeg har også haft generelt meget dårlig samvittighed i 2017 over alle mine egne kreative projekter, der tog ret meget af den tid, hvor jeg kunne have lært pigerne at strikke eller bare lyttet bedre efter deres hemmeligheder og historier. Nu hvor min bog forhåbentligt når til en udgivelsesdato her i foråret, så føles det også som  om, der bliver noget tid frigivet til et nyt projekt. Og det skal ikke kun være et solo-projekt.

Så vores nye fælles projekt for året er at bygge det fedeste dukkehus. Og selvfølgelig en dukke dertil, frøken Duddi Dahrling.

Vi har nogle gamle Lundby huse fra genneren, og et af dem kom med en kasse blandede møbler. Den kasse glemte jeg næsten, da pigerne var for små, da jeg købte det, men nu er den fundet igen. Og der er så meget fedt! Jeg vil gerne blæse det hele op i størrelse og bo med det. Især det orange badeværelse.

Vi vil lave huset ud af gamle kasser, der skal males og tapetseres. Og så skal der ellers indrettes! På trods af at der er nok Lundby retro møblement (for ikke at nævne sylvanian, playmobil, og hvad der ellers kan bruges) til dobbelt så meget hus, så vil vi også lave nogle ting selv. Sy puder, bygge tændstikæskekommoder og den slags. Klippe tæpper, lave planter, og hvad vi ellers kan finde på. Jeg glæder mig virkelig til at se pigernes kreativitet folde sig ud med det.

Vi gik igang med huset her i weekenden, og det var så herligt. Jeg falder altid i praktiske-mor-rydder-op rollen, når vi har fri, og de andre bygger LEGO, så det var befriende at få lov til at lege med. I the Duddi Dahrling Dreamhouse.

Så i 2018 er vi sådan nogle dukkehusdamer . Sammen.

Gang i den i turistland

Ja, mens jeg har været på forkant med julerier og altmuligt på bloggen, har jeg i det virkelige liv været på nasty, nasty og aldeles herlig all-inklusive ferie på Gran Canaria. Playa del Inglés nærmere betegnet, og det har været ret fantastisk.

Det er vores første ferie sammen, hvor vi ikke skulle besøge nogen. Første ferie bare os. Og det føles helt vildt.

Ingen planer. Næsten intet wifi. Bare os.

Pool. Plask. Buffet og fyldte maver.

Og nu hjem til en god omgang jul, hvor min søde mor har sørget for det hele.

Fantastisk! Vi er allerede igang med at spare sammen til næste år.

Jeg håber, I alle sammen har haft en god jul.