Creativity and sorrow

English below.

Som jeg har nævnt tidligere, så står jeg med denne blog  nu, og den er fyldt med det underlige miskmask af sorg og så alle mine kreative aktiviteter. Og det har jeg accepteret, at det er sådan det er.

Det er nu snart 5 måneder siden, jeg mistede min bror, og folk spørger sommetider, hvordan jeg håndterer det. Det ved jeg aldrig helt, hvordan jeg skal svare på, fordi jeg gør det jo bare. Jeg håndterer det bare. Fordi jeg bliver nødt til det. Jeg lever videre med hverdagen, fordi der er en hverdag, som ikke holder sig tilbage.

Der er ikke noget, der kommer til at ændre sig. Han kommer ikke tilbage lige godt hvor urealistisk det der skete var. Men der er tusind andre elementer i mit liv, som bare suser afsted stadigvæk. Både det irriterende, det kedelige, det nedslående, men også det gode. Mit liv er ikke gået i stå. Og det er fyldt med varme, opløftende og kreative stunder, men altid i skyggen af savnet. Han er jo i mine tanker konstant, men jeg har fattet, at det desværre bare er sådan her – på den her uretfærdige måde, at livet kommer til at gå videre for os. Det giver mig af og til dårlig samvittighed, fordi der er så mange, der håndterer sorg på en anden måde, og hvad nu hvis den måde jeg gør det på er forkert..

Men jeg har tvunget mig selv til at skabe en masse indhold udover familieliv og arbejde, planer for kreative projekter, en masse aktiviteter, gøremål og opgaver, så der altid er noget at flygte ind i når sammenbruddet truer. Og sommetider kan man så det, og andre gange er det umuligt. Da indhenter minder og sorg mig og gennemtrænger.

Jeg forsøger bare at skabe indhold. Godt indhold. Og det er min måde at klare det på.

Jeg vil stadig lave projekter, være kreativ og skabe noget. Hans liv blev så kort, og det har sat et ekstra batteri i mig. Jeg vil nå noget. Både at skabe værdi for andre, at være med dem, hvor det giver mening og jeg gør en forskel, men jeg vil også bare sy en pæn bluse, tegne en historie, som jeg synes er vigtig, plante nogle blomster og drikke en god kop kaffe.

Så det forsøger jeg at gøre.

Da jeg selv var syg for 5 år siden, var jeg selvfølgelig bange for at dø fra mine kære, men også bange for at alt mit arbejde skulle være forgæves. Hvorfor havde jeg dog brugt så meget tid på at være kreativ, på at danse, på at tænke over hvem jeg var, hvis jeg bare skulle forsvinde..? Nu ved jeg, at der ingen garanti er på livet, men at det vigtigste er at være god mod andre, skabe værdi i de relationer man har, og lave noget man holder af. Så der er så lidt som muligt, der vil være spildt, den dag det er for sent.

Så ud over mine relationer, som jeg forsøger at være værdifuld i, så er det fine for mig at skabe. Derfor bliver jeg ved med at sy, tegne og lave planer for alle mine projekter. Og det hjælper mig så samtidigt i den her sorgproces, hvor stoffet eller papiret mellem mine fingre bliver en måde at stresse ned.

Nogle af projekterne folder sig ud, vokser, og får vinger. Det er underligt, fordi det jo gør mig glad, og glæde er blevet sådan en underlig ting. For det er jo snart 5 måneder siden, vi har været rigtig glade.

Men det er også ok at være lidt glad. Der er altid sorg og savn, og det er meget lidt, der føles helt fantastisk her på den anden side, men jeg er ved at forstå, at jeg godt kan åbne op for at føle spænding og stolthed, når mine projekter får liv.

Sådan er det nu.

Livet er her stadigvæk, selv om min bror er væk. Jeg kan stadig nå at udgive en ny bog, sy sjove ting, opleve noget af det jeg altid har drømt om, selv om han ikke kommer til at opleve det. Og selv om intet kan føles på samme måde som før, så er det stadig godt at beskæftige sig med det, der giver glæde og ro.

———

As I have mentioned before, I now stand at the crossroad with the blog and it is a weird mix of sadness and all my creative projects.

It´s now soon 5 months since I lost my brother, and people sometimes ask how I am dealing with it. I never quite know how to answer that, because the thing is – I just do. I handle it. Because I have to. I live with it, because there is an everyday that does not hold back. Nothing is going to change. He is not going to come back no matter how unrealistic what happened was. But there are a thousand other elements in my life that just whiz by. Both the annoying things, the boring stuff, the sadness, but also the good. My life has not stopped. And it is still full of warm, uplifting and creative moments, just always in the shadow of sorrow. He is in my thoughts constantly, but I have understood, that unfortunately this is just the unfair way life is going to go on for us. Sometimes I feel guilt because everybody handles sadness in their own way, and what if the way I do it is wrong…

But I have forced myself to create a lot of content apart from family life and work, plans for creative projects, activities, to-do´s and chores, so there is always something to escape into when collapsing is on the horizon. And sometimes it´s possible and other times it´s not. Then sorrow and memories catch up and pierces through.

I just try to create content. Meaningful content. And that´s my way of handling it.

I still want to do projects, be creative and make things. His life was so short, and it feels like it has put an extra battery in mine. I want to make the most of my life. Both creating value for others, being with them where it makes sense and I make a difference, but also just sew a pretty blouse, draw some important stories, plant some flowers and drink good coffee. So I try to do that.

When I was sick 5 years ago and scared of dying from my loved ones, I was also afraid that all my work had been for nothing. Why had I spent so much time being creative, dancing, and wonderign who I was, if I was just to dissappear..?

Now I know there are no quarantees in life, but the most important thing is being good to others, creating value in the important relationships, and doing something you love. That way there is hardly anything to regret the day it is suddenly too late.

That´s wy I keep sewing, drawing, making plans for future projects. And it helps me in the grief process, where the fabric or paper between my hands becomes and way of de-stressing.

Some of the projects unfold, grows and eventually flies off. This is strange, because it makes me kinda happy, and happiness has becomesuch a weird thing. Because it´s soon 5 months since we have been truly happy.

But it is ok to just be a little happy. There will always be sorrow and loss, and not very much feels truly great on this side of things, but I am slowly understanding that I can open up to the feelings of excitement and pride when my projects become real.

That is the way it is now.

Life is still here, even though my brother is gone.

I can still publish a book, sew fun things, experience stuff that I always dreamed of, eben though he won´t be here for it. And even though nothing will ever feel the way it once did, it is still good to do the things that create joy and peace.

Påskesol og påskepause

I påskeugen var jeg så heldig at have fået ophold ved Hjørring Kommunes kunstnerrefugium ved Slettingen.

Man kan søge om det, hvis man har et kreativt eller kunstnerisk projekt, og jeg var så heldig at slippe igennem til en uges ophold.

Jeg havde tusind projekter med, og det var ikke fordi det hele var ren idyl. Jeg skulle ind og undervise på jobbet, og jeg nåede også at stresse ret meget, over alt det der ikke blev tegnet og skrevet. Men. Jeg fik arbejdet på flere bogprojekter, der har ligget stille alt for længe. Ikke meget, men lige et par streger på hver. Både billedbøger, nye sy-ideer, og ikke mindst den noget mere tunge afdeling med tanker om min bror. Det er noget af det, der er hårdt at gå ind i, når man sidder en hyggelig aften derhjemme og lige har en halv time, for det gør ondt, og det er svært at vide, hvordan man har det på den anden side. Så det føltes nemmere at gøre derude midt i det smukke rå landskab. Midt i mørket, da klokken var mange, og der pludseligt var meget ensomt. Så var øjeblikket der til at lukke op og skrabe lidt af såret.

Det gjorde stadig voldsomt ondt på den anden side, men jeg er glad for, jeg kunne dykke ned i det. I det fuldstændige uretfærdige, der er i det, hører jeg nu hans stemme, der  siger til mig, jeg skal tage det roligt, og få alt det jeg kan, ud af det der er tilbage. Det er ham, der er fornuften, når jeg hysterisk eller trist. For det var dét, han var for mig – rolig, fornuftig og støttende. Nu er han det bare med en usynlig stemme. Den sad jeg derude i mørket og kunne høre. Det var syret. Og trist.

Men der var også lys og påskesol. Masser af det endda. Og livet bliver så uforståeligt. Der er så mange tegninger, jeg skal nå at tegne, så mange ord jeg skal sætte sammen på papir, for jeg skal da i hvert fald nå det, inden det en dag er for sent. Jeg kan så nemt stresse rundt i det, selv når alt andet omkring byder mig at give slip, trække vejret roligt og sætte mig ned.

Det hjalp da familien kom på visit. Så blev jeg nødt til at pakke ned. Jeg kunne ikke tale mere med min usynlige bror, og jeg måtte lade stresskreativiteten få en lille pause. I stedet kunne vi gå ture, tegne sammen, nyde solens varme, kigge på vand, strand, heste, får og sten, og nyde at der ikke var et fjernsyn i den helt perfekte hytte. Og det gjorde vi.

Lidt mere tid alene blev det også til, flere tegninger, flere ord, og på den måde blev den første påske uden Kasper overlevet. Alenetiden gjorde godt på én måde, og de mange projekter hjalp, når alenetiden alligevel blev for svær. Familie og kærlighed mindede mig om alt det, vi stadig har, og med Kaspers stemme i mit hoved var han der alligevel lidt. Ikke nok, men jeg tager det, jeg kan få.

Baby pink joy

English below.

Stof fra indlæg er en gave.

I kavalkaden af nye styles syet i det fine stof fra Stof og Stil er jeg nu nået til den baby pink isoli med bomber. Den er så fin. Der er endda glimmer på.

Jeg fik 1,5 meter, og der var med lidt fusk lige nok til en kjole til mig og en bluse til Roxie.

Kjolen er klippet fra en anden model i det fine vinkekattestof, også fra Stof & Stil, og jeg klippede den bare ud i et, uden raglanærmer. Der var ikke helt nok stof til at lave ærmerne i den ønskede længde på den måde, så jeg lagde lidt ekstra til fra nogle af de mindre rester fra stoffet.

Blusen til Roxie blev lavet med flæseærmer og flæsekant forneden. Hun er helt vild med den. Det er ikke alting jeg syr, hun bare elsker, som hun gjorde det engang. Men denne er et hit. Den kommer på i skolen, så snart den er vasket igen.

Jeg er også vild med min kjole. Jeg elsker det løse look. Comfy vinder altid for mig.

På begge har jeg lavet halskanten af det samme stof med foldet med bagsiden ud af. Jeg havde ikke lyst til at have glimmeret helt tæt på huden, og jeg synes den lille kontrast, der er i det, giver en fin effekt.

This fabric was a gift.

In the line-up of new styles made in the beautiful fabric from Stoffstil I have now reached the baby pink brushed jersey with dots.

It´s so lovely. It even has a bit of glitter on it.

I received 1,5 meters and with a bit of magic there was exactly enough for a dress for me and a blouse for Roxie.

The dress is cut from a different model that I made in the cute cat fabric, also from Stoffstil. I cut in in one piece without the raglan sleeves. There was not quite enough fabric to make the sleeves as long as I wanted doing it that way, so I added some extra fabric from some of the off-cuts for some longer sleeve(age – haha.)

The blouse for Roxie is made with ruffled sleeves and a ruffled edge at the bottom. She is not always crazy about everything I make for her, like she once was, but this one is a hit. It´s on at school and and again as soon as it is washed and ready.

I also love my dress. I love the loose look. Comfy always wins for me.

On both of them I have made the neckline in the same fabric but with the backside turned outwards. I did not feel like having the glitter that close to my skin, and I really like that little bit of contrast it makes.

Making my dress

Making the blouse for Roxie

I´m Every Woman

Når jeg ikke syr, er verdens skrappeste mor, eller går rundt i tristesse, så læser jeg sommetider tegneserier. Jeg er nok meget kræsen med, hvad jeg kan lide, men jeg ville ikke snyde jer for den nyeste mest fantastiske og oplysende læsning. Hvis den bare kunne komme på pensumlisten overalt.

Jeg linker her til Metronat, hvor jeg skrev anmeldelsen til, og jeg vil give mine varmeste anbefalinger. Gå endelig ind på siden, og læs hele anmeldelsen. Det er så eminent, morsom og vigtig en bog.

Liv Strømquist tegner og fortæller med nye vinkler på kvindesag både i popkulturelle som videnskabelige områder. Dét vil du gerne læse. Du kommer til at grine og sukke. (Og det er endda en to´er, så der er også en meget vigtig et´ter.  Det betyder bare, mere god læsning til dig.)

Tegningerne er fantastiske. Det er jo sådan, det er i virkeligheden, uden filter.

  • Og min gode mand griner også. Imens han overvejer, hvordan han kan gøre verden til et bedre sted for både døtre og sønner i fremtiden.

Om at komme tilbage

Det er et stykke tid siden, jeg har skrevet noget her på bloggen, og det har der været meget grund til.

Jeg mistede desværre min lillebror Kasper i januar i togulykken ved Storebælt.

Det ramte os alle i familien hårdt, men vi har forsøgt at holde fast i hverdagen. Den stopper jo ikke op for noget som helst, opdagede jeg. Den ramler afsted, helt brutal, med nye ulykker og katastrofer, mennesker der overlever og jubler, hver dag.

For mit vedkommende har der i hverdagen også været en familie, der havde brug for mig, og som jeg heldigvis kunne søge både trøst og tilflugt i.

Nu suser det hele derudaf, for da vi kunne trække vejret en lille smule igen, blev den første prioritet at komme tilbage på arbejde og noget, vi kunne lade som om, var normalt. Jeg tænker, der nok havde været meget bedre processer end det, men man søger nok tilbage til det, man kender.

Så den har stået på forberedelse og undervisning på det nye job, jeg nåede at tiltræde i november 2018. Som heldigvis er et godt job, jeg er meget glad for. Og mens man arbejder, kan man sommetider flygte i noget helt andet. Så bliver det kulturteori eller swotanalyser, jeg får lov til at tænke på i en halv time, og ikke hvor meget jeg savner min bror.

Efter sådan en katastrofe, er der meget livsglæde, der forsvinder lige med et.

Uanset hvor mange fine ting, man har i sit liv stadig, så er der en tung dyne af sorg, der suger energi ud af alt.

Derfor er jeg ikke kommet i gang med alle de kreative planer, jeg lykkeligt og uvidende lavede for mig selv i julen 2018. Og det er også ok.

Jeg håber, stille og roligt at kunne finde en ro og et sikkert sted ved min symaskine og mit tegnebord igen. Indtil nu har jeg sat mig ved tastaturet og fået nogle ting ud den vej. At skrive til en, der desværre ikke er her mere, er så uendeligt trist, men det føles nødvendigt. Mit hjerte fyldes hele tiden op med al den kærlighed, som jeg nu ikke længere, kan give til ham, og så kan den i hvert fald komme ud som ord i et word dokument.

Der har været så mange fine og varme hilsner, så mange der har tænkt på os, og det føles som om, mange har sørget med os.

Tak for det.

Det går op for mig, hvor mange der lever med frygtelige tab. De inspirerer mig til ikke at give op, men huske at føle taknemmelighed for det der var, og tillade mig selv glæden over det der stadig er tilbage. Men det er svært at finde en måde at acceptere dette nye livsvilkår med savn og uretfærdighed, og stadig give mig selv lov til alt det, der var rart før. Der er meget der skal læres på ny, når det føles meningsløst.

Så bloggen bliver forhåbentligt ikke helt tom, men en måde at fortælle om det kreative rum som et trygt og helende sted. Det har altid været et rart rum at træde ind i. Nu bliver det i et andet tempo, men det skal stadig give glæde og håb.

Jeg håber, I fortsat vil følge med.

Juleworkshop hos AVV

Juleworkshop hos AVV 1

Selv om jeg for nyligt har fået nyt job, så har jeg heldigvis stadig gode venner på AVV. Derfor fik jeg lov til at afholde en hyggelig workshop med julepynt og julegaver sidst i november måned. Planen var at genbruge nogle af de fine materialer fra AVV, så vi kunne upcycle i bæredygtighedens navn.

Jeg havde forberedt forskellige ideer af læder, stof og gamle bøger, så der ville være nogle ting at gå i gang med. Og det må man sige, de mange damer gjorde.

Der blev ikke spildt meget tid på kaffe og kage, men symaskinerne kørte derudaf, saksene klippede løs, og der blev produceret så mange fine ting. Der var en del læder taget fra, og det kom der mange fine ting ud af.

Jeg holder meget af at finde på gode ideer, og det er altid fint at se, hvordan andre fortolker dem, og gør dem til deres egne. Men allersjovest er det at se på de ting, som andre finder på ud af de materialer, jeg har fundet frem. Der blev lavet så meget flot, som jeg også fik god inspiration af.

Næste år håber jeg, jeg kan lave endnu flere juleworkshops, for det er virkeligt hyggeligt. Og så må jeg hellere ønske mig mere tid, så jeg også selv kan få lov til at tage af sted og blive inspireret.

Juleworkshop hos AVV5Juleworkshop hos AVV4Juleworkshop hos AVV3Juleworkshop hos AVV6Juleworkshop hos AVV7Juleworkshop hos AVV8Juleworkshop hos AVV14Juleworkshop hos AVV13Juleworkshop hos AVV12Juleworkshop hos AVV11Juleworkshop hos AVV10Juleworkshop hos AVV9

Det fine juletræ herunder er lavet af genbrugsmaterialer af den dygtige Owen Henderson.Juleworkshop hos AVV2

Knæk cancer tanker

Nu er den her blog jo blevet aldeles kreafokuseret. I hvert fald i forhold til hvad den var engang, da den hed Karoline med K, og jeg brugte den som udløb for alle små tanker, jeg havde. Da skrev jeg jo bare løs, og der var en masse, der kommenterede, og vi hyggede os i det hele taget gevaldigt.

Så forandrede blogland sig stille og roligt, og der skete også personlige ting, der betød, at jeg ikke bloggede på samme måde som før.

I foråret 2014 blev jeg nemlig syg. Jeg opdagede, jeg havde kræft i tarmen, og min verden ændrede sig pludselig en hel masse.

Nu er det så meget på afstand, som en tidligere kræftdiagnose nu kan komme, men jeg tænker ofte på det. Især efter Knæk Cancer kampagnen, som jeg allerbedst håndterer ved ikke at tænde for nogen medier. Det er alt for for skræmmende og rørende.

Det gør stadig ondt, og jeg er stadig bange. Ikke så meget og ikke så ofte, som jeg har været, men det er nok en angst, der aldrig helt forsvinder.

Jeg var forholdsvis heldig. Intet havde spredt sig, og jeg kunne nøjes med en stomi, der efter 4 måneder blev flyttet tilbage. Jeg havde fysiske mén i et par år, men kunne i 2016 efter endt uddannelse finde min vej tilbage på arbejdsmarkedet, og kan imod alle min bange anelser fungere med en normal arbejdsdag.

Til mit første tjek et år efter, troede lægerne, at der var spredning til leveren, og det var selvfølgelig en værre mavepuster. Efter en ekstra scanning og en uges forfærdelig ventetid, fandt de heldigvis ud af, at det bare var en slags skygger på scanningsbillederne. SUK!

Nu har jeg haft min første sommer uden tjek, og det er bizart. Rart fordi det hjælper til at holde fokus fra sygdommen og angsten, og nervepirrende for jeg faktisk helst ville tjekkes en gang om ugen. Bare for at være sikker.

Nu lever jeg med en lille smule fysiske mén, som betyder at jeg skal passe på med visse fødevarer, og at jeg har lidt mere ondt i maven, end hvad de fleste andre har.

Jeg sover fint de fleste nætter, men angsten sidder stadig i mig.

Den angst bringer intet godt med sig, men jeg prøver på at ændre den til en anden følelse. En følelse af taknemmelighed over at have fået en chance til og en taknemmelighed over livet generelt. Shit, det er et godt liv, når man ikke behøver være panisk angst for at dø. Et godt liv, der er fyldt med så meget fantastisk, som jeg vil gøre alt for ikke at miste eller forsvinde fra.

Jeg tænker over, hvor velsignet jeg stadig er at være født som øverst i heldighedshierarkiet, hvor der er sygehusvelfærd, kræftpakker, og en tysk kirurg der med præcision kunne skære det syge fra.

Så derfor siger jeg ofte til mig selv – drop brokken. Det regner, det er jævla koldt og blæsende, og jeg skal næsten altid tidligt op og smøre madpakker, men det er så meget bedre end det kunne være.

Det er mit gode råd. Drop brokken. Men det er også mit råd til alle, at de skal tage deres krop seriøst. Både behandle den godt, men især lytte til den.

Jeg overhørte min krop længe, for jeg var da i hvert fald ikke så syg. Tænk, hvis jeg havde ventet for længe… Lyt til din krop. Du kender den bedst.

En tur til Tolne

Det er ved at være længe siden, men jeg kom i tanke om et indlæg, jeg aldrig fik postet. et indlæg om Tolne Gjaestgivergaard.

Det er nok fordi, jeg lige om lidt skal derud igen – og det skal jeg nok også huske at skrive om, for det bliver så spændende. Jeg skal nemlig lege med ler!

Men altså, Tolne Gjeastgivergaard er et magisk sted.

Det er de fine og gode folk, keramikerne Gregory og Janne, der styrer løjerne. De byder på pizza til pizzanight hver fredag, drejer flotte kunstværker, samler mennesker, og ellers er der altid åbent i cafeen til noget smagfuldt og hjemmelavet.

Der er smuk og rustik inspiration for alle kreative sjæle. Både i de fine hjemmedrejede krus til den grønne te, tegningerne på væggen, den udstillede keramik i galleriet, og i den lækre menu, de serverer.

Lige nu arbejder jeg sammen med dem om at stable et julemarked på benene derude. Det kan blive alletiders, og jeg glæder mig så meget.

Toget går lige til døren, og Tolne byder også på den vildeste efterårsskov lige for tiden, så det er et besøg værd.

The refashioners community challenge 2018

This post is written in english because it is a challenge from the english blog Makery where Portia has set the refashioning challenge for the community to show your #therefashioners2018 and #inspiredby designs.

skandimama karoline hughes therefashioners2018.jpg

I have been checking out the entries for the refashioning challenge for the last couple of years, and it seems like just the thing I am doing a lot, actually.

Changing something that already exists ito something else.

Most often it just happens so fast that I do not get round to taking pictures and documenting it.

But it is very sustainable and right up my street, seeing that I go shopping in the 2nd hand shop at my workplace to find things to wear and alter quite a lot.. It is a great way to get new outfits without having to go crazy with new stuff.

I have seen many blue and white striped shirt dresses, and I thought they looked really comfy and smart.

IMG_9276IMG_9277

So I wanted to make my own!

IMG_9422.JPG

Luckily at the shop in AVV I found two identical mens shirts I could use. Both with the same holes on the elbows. (Very pointy elbows there. Someone must have gotten quite a bit ahead. Ha ha.)

elbowsIMG_8507 - Kopi

A few cuts to make shorter sleeves – but with bell edges, and a short little skirt on the bottom with some extra material from the backpiece on the sides to make it wider. And no collar since I wanted to make it a bit more feminine.

refashioners shirt 1skirtsleeves

I can see myself making more of these – I dont even think I need identical shirts, could be fine in contrasting colours as well.

I hope some of you might try the same thing at home.

IMG_9434IMG_9433IMG_9421

Glimt fra photoshoot

Snapshots from the start of this fall break where the project was to photograph 100 items in 2 days. – In my livingroom studio. It happened! Crazy and blessed.

Skandimama fotoshoot oktober 2018

Her i efterårsferiens start har jeg haft det store projekt igang.

Jeg havde så mange forskellige opsyede ting liggende i gemmerne – flere ideer til magasiner og et par bøger, og når de bare ligger der, så er det jo spild af alting. For hvad er det lige, de ligger og venter på…? Tid, mod og det rette overskud måske.

Men, de lå og ventede på, at jeg ville få taget mig sammen til at få gjort noget ved dem. Derfor havde jeg spurgt min gode ven og fotograf Sarah fra Saloh om hjælp.

Hun kom frisk fra København, og vi satte studie op i stuen. Det var et kæmpe kaos. Sjovt, rodet og funktionelt. Jeg må hellere også lave et indlæg med, hvordan det så ud bag kameraet… Det er også værd at se. Der er stadig langt fra ryddet op…

Mit stressniveau var sygt højt, men alt gik bare så fint. Jeg var bange for at blive fotoshootzilla, men det skete heldigvis ikke.

Flinke venner og bekendte stillede op som modeller, og jeg er lykkelig for de skud, der kom i kassen. Tænk, at jeg kender så mange nuttede mennesker.

skandimama karoline hughes birdie toyskandimama karoline hughes cherrydressskandimama karoline hughes huge pillow ikea printskandimama karoline hughes ikea print jacketskandimama karoline hughes ikea print pillow top and teddyskandimama karoline hughes ikea print pyjama pantsskandimama karoline hughes ikea print wrap skirt frillsskandimama karoline hughes printed stuffed toyskandimama karoline hughes short circle skirtskandimama karoline hughes skandinavian cuties stuffed toysskandimama karoline hughes stof stil printskandimama karoline hughes whale teddySkandimama krone pandebånd

Nu er det bare at redigere, layoute, sætte DIYs op, und so weiter. Bare, hahaha…. Så arbejdet er langt fra slut nu. Men fyfan hvor skønt at være kommet så langt her. Med så fint et resultat.

Tak til alle hjælpere og modeller, tak til Sarah, og tak til dem, der kastede koldt vandt på mig, når jeg var ved at brænde helt sammen.