Hvordan, nu.

1554388139

English below.

Igår lagde jeg billeder og DIYs til en kimono her på bloggen. Jeg havde været igang ved symaskinen, og det er jo normalt noget, jeg deler her på bloggen. De der billeder af smilende mig var underlige at sætte på. For jo, jeg kan smile og være glad, men der er stadig et kæmpe savn indeni mig. Det her miks mellem, livet der går videre – fordi det skal og fordi det gør, og så den endeløse tristhed. Jeg kan ikke finde ud af det.

Det her har jo nok været en blog, hvor der også har været problemer. Det er jo ikke mere end 5 år siden, jeg pludselig var hende den unge mor med tarmkræft. Det var svært at skrive noget positivt om det.

Men jeg kan jo ikke engang finde ud af, hvordan jeg giver sorgen over min lillebror plads og rum i mit liv, så det er endnu mere svært her.

Min navnesøster er så god til at skrive om Sorgen. Og jeg læser, hyler og nikker. Jeg ville ønske, jeg var så god.

Jeg skriver også om sorgen i det private worddokument på computeren, men jeg kan ikke finde ud af det her. Men måske vil jeg bare sige, at jeg smiler på et billede med noget hjemmesyet på, og jeg er rigtig glad for de mange gode ting, der er i mit liv, men jeg synes også skæbnen har været et rigtigt røvhul. Og hvordan er det man pipper om det.. Og må man stadig smile, grine eller hvad? Når jeg aldrig holder op med at tænke på, at jeg aldrig får lov til at se ham igen. Det er så svært.

Jeg får den mærkeligste nicheblog om syning og sorg. Og det føles så forkert. Men jeg vil stadig være her, sy nogle ting, savne min bror, og ellers prøve at leve livet bedst muligt.

Kristelig Dagblad kører en artikelserie om sorg. Den sagde jeg ja til at deltage i. Jeg synes, det er vigtigt at tale højt om sorgen. Fordi den er så ensom.

Man kan læse artiklen her, hvis man er abonnent. Måske er der nogen af jer, der ved hvordan det er allerede. Måske er det helt anderledes for jer at være i sorgen. Og måske, der er nogle, der er så heldige, de aldrig har været udsat for noget så sørgeligt. Så kan det måske også være interessant at læse om. Jeg håber, det kan hjælpe – enten mig selv for at komme ud af ensomheden, eller andre der kan nikke eller se det med nye øjne.

.

Yesterday I put these pictures up on the blog of a kimono I made. I had been working at the sewing machine, and normally that is something Is hare here on the blog. Those pictures of the smiling me were weird to post. Because yes, I can smile and be happy, but there still is a huge loss inside me. This mix of life moving on – cause it does and because it has to, and then the endless sadness. I simply cannot figure it out.

And it´s not because this has been a problem free zone. It´s not more than 5 years ago I was the young mum with colon cancer. That was hard to write anything positive about.

But I cannot  even figure out how to give the sorrow from the loss of my little brother space in my life, so it´s even harder here.

My namesister is so great at writing about the Sorrow. And I read, nod and cry. I wish I was that good.

I just write about sorrow in the private worddocument on my laptop, but I don´t know how to do it here.

But perhaps what I want to say is, that I can smile on a picture with something that I made, and I am so grateful for the many good things in my life, but I also sometimes think that destiny has been a real asshole. And how do you speak up about that..

And are you still allowed to smile, laugh or what? When I can also never stop thinking, that I won´t ever get to see him again. That is so hard.

I will get the weirdest nicheblog about sorrow and sewing. And it feels so wrong. But I will still be here, sewing things, missing my brother, and then just try to live the best life possible.

A Danish newspaper has been running a series of articles about sorrow, and I said yes to participating. I thought it was important to speak up about loss. Because it feels so lonely.

 

Familiekeramik i Tolne

Familiekeramik i Tolne 4

Jeg har før skrevet om det spændende keramikgalleri og værksted i Tolne. Her i efteråret har pigerne og jeg med nogle veninder og deres børn været testere for et nyt familiekeramik-koncept derude.

Vi har mødtes to søndage med et par ugers mellemrum for først at modellere og siden male alle mesterværkerne. Janne fra Tolne har så stået for brændingen, og vi har kunne hente alle de fine ting med hjem til julegaver.

Det har været et vildt spændende forløb med fuld knald på kreativiteten, og både børnene og de voksne har nydt det. Vi fik frit slag i værkstedet efter en gennemgang fra Janne, og så var det ellers bare at gå i gang med tallerkener, figurer eller skåle. Det var noget lækkert ler at sidde med, helt anderledes end det dekorationsler man normalt sidder med hjemme i stuen til jul.

Malingen af de tørrede ting var meget svær. Det var ikke nemt at se farverne på leret, da det tørrede ind meget hurtigt, og med et barn på hver side, var der ikke rigtigt noget styring på farverne. Det behøver der måske heller ikke være, men jeg er alligevel tit lige præcis dén type voksne, der sidder og styrer farverne i kreaforløbet, så det hele ikke ender med at være brunt. Jeg er nemlig hende, der siger ”stop”, så de kreative emner bliver taget fra, mens det stadig er fint – inden det løber helt af sporet. På en enormt pædagogisk måde selvfølgelig.

Så de færdige ting, er ikke de smukkeste. Kunne nok ikke sælges i Bahne. Men det er ok. For det var mega sjovt, hyggeligt at være afsted med børnene, vi nød alle sammen at være kreative, og nu ved jeg lige præcis, hvordan det skal gøres til næste gang, vi skal afsted. Så bliver det ren Kâhler kvalitet i næste runde.

Familiekeramik i Tolne 5Familiekeramik i Tolne 3Familiekeramik i Tolne 1Familiekeramik i Tolne 2Familiekeramik i Tolne 6Familiekeramik i Tolne 10Familiekeramik i Tolne 11Familiekeramik i Tolne 7Familiekeramik i Tolne 13Familiekeramik i Tolne 12Familiekeramik i Tolne 9Familiekeramik i Tolne 8

Gode, gamle Aarhus

Tusind tak for jeres søde kommentarer til mit sidste indlæg. Varmt og rart, føles det.

– Og nu til noget helt andet, nemlig det liv som bare leves med 100 kilometer i timen.

Det føles som som, det er meget længe siden, vi holdt efterårsferie. Men nu vil jeg lige skrive lidt om det, for det var altså hyggeligt..

Efter det vilde og voldsomme fotoshoot i efterårsferien tog pigerne og jeg hinanden under armen og drog mod Aarhus.

Det er min gamle by. Jeg boede og læste her i 2001-2002 og igen i 2004 (spansk og medievidenskab – som jeg tydeligvis ikke færdiggjorde, hø). Derimellem havde jeg min Aarhuskæreste, så jeg var der jo hele tiden, selv om jeg fra 2002-2003 boede i Herning og læste på Teko. Så altså, stor kærlighed til Aarhus.

Det var en god tid dengang man var først i tyverne, kunne handle i New Yorker, gå på Social Club, tage den blå bus til Skødstrup, og ellers gå til Hi-puls med lækre Marie i Sats.

Al den tid….

Jeg var familie og venner i Aarhus nu, og jeg ville desuden gerne vise pigerne Aros, Den Gamle By, og så skulle vi også bare shoppe og hygge os.

Vi nåede det hele.

Allerbedst var det med al den baby-snifning, der var. De to bebser, vi så, var så cute. Jeg fik stor lyst til at sigte mod endnu en, fordi de var så søde nogle eksemplarer. Men. Ikke flere babyer her. Kontrasten blev også enorm fra de små pus, vi hyggede os med, til de STORE piger, der gik gennem byen med mig.

Jolina er blevet 9 og Roxie bliver 7 lige om lidt. Og de kan jo bare alting. Ved alting. Snakker om alting. Og lige om lidt bliver de endnu større. Måske det er derfor baby-sniff er så vemodigt og fristende lige nu. Fordi jeg er så bevidst om, at de snart bliver nogle virkelig store piger, og så er den epoke jo slut.

Alan lavede noget andet i efterårsferien… Noget helt andet, det skal jeg også nok fortælle om. Cliffhanger!

Smart i en fart hacking til mit yngste barn

Hvem kan modstå sådan en knald-poppende pink!?

Ikke mig, og heller ikke mit barn Roxie.

Hun fandt det lille stofstykke i min bunke af stoffer og ville gerne have noget af det.

Her i det varme vejr faldt valget på en løs flagrende blusekjole. Den er hacket fra en af blusemodellerne i Smart i en fart bogen. Akkurat samme fremgangsmåde som til voksne. Kanterne i halsen og ærmerne er bukket omvendt – altså fremad, som det også er beskrevet i bogen, og de nederste kant står helt råt.

Selv om du ikke vil gå i tøj, du selv har syet (endnu), er det bare med at komme igang til dine børn. Og ligepludselig vil du også selv. I tell you…

(Roxie har morgenhår. Men når man er 6 år, gør det jo bare een endnu mere nuttet.)

bluse-smart-i-en-fart-til-barn-2

bluse-smart-i-en-fart-til-barn

Og der er stadig, stadig, stadig rabat på Smart i en fart bogen her på forlagets hjemmeside. Skriv rabatkoden “sommer” og få den med 20% rabat.

Stoffet er fra en virkelig god lykkepose fra Stof og Stil.

Suk, for en dag

Midt i alle de planlagte krea- og juleindlæg kommer her en lille bid virkelighed.

Det startede så smukt og godt imorges, men idag blev en dag, der for alvor satte alting i perspektiv.

Min mor har skrantet et par dage, og med hendes knoglemarvscancer i tankerne er hun bare altid ekstra skrøbelig i mit hoved. Selv om hun overhovedet ikke lader det være et problem for hende selv. Men jeg var nervøs, og jeg frygtede der var noget på færde.

Og det gik galt idag. Hun endte i en feberrus helt konfus på hospitalet, fordi hun havde overset en lungebetændelse, jeg ved ikke hvor længe. Hun var slet ikke sig selv, og jeg var ved at dø af skræk over de ukendte prognoser, mens jeg sad ved hendes seng. Hun forsøgte at hvile, og mine skræmte tanker fyldte alt. De skreg hvinende rundt i lokalet og havde allerede gjort mig moderløs.

Ud over mine børn og min mand, er hun den, jeg er allermest bange for at miste. Det er jo det, det handler om. Mit forhold til hende er mere, end jeg kunne drømme om, og jeg ved, jeg er så utrolig heldig. Hun er en evig støtte, og hun hjælper med alt, og gør mit liv nemmere på så mange måder. I så høj grad, at tanken om at skulle klare det uden hende er ubærlig. At være voksen alene uden hende. Ikke at kunne dele alt det jeg deler med hende mere. Og Den Store Angst kom tæt på idag.

Nu hvor prøverne viser lungebetændelse er det måske vældig dramatisk, men sådan er det. Når man mere end een gang har troet, man skulle sige farvel, så bliver det bare meget let dramatisk.

Men det er en diagnose med håb. Det er kun en lungebetændelse. Og det er godt. Imorgen har hun sovet, fået væske, medicin, og forhåbenligt fået det lidt bedre.

Og om et par dage kan hun måske klare at få en lille reprimande om at skulle passe lidt mere på sig selv, og turde tage imod noget af den hjælp, hun selv deler så stort ud af.

Minidutten Roxie 6 år idag

Der har været fødselsdag i huset idag, som i hele dagen. Og igår aftes med. Familie gange 3 samt 10 små piger i huset… Så selv om klokken kun er lidt i syv, er alle i huset undtagen mig gået helt kolde. Normalt betyder det, at jeg går på rov i skabet, hvor man kan være heldig at finde en glemt skumnisse eller halv slikkepind, eller at jeg går amok på pinterest, men idag havde jeg sådan en bizar lyst til at blogge. At skrive et indlæg af den helt gammeldags slags, hvor det ikke er for at vise noget interessant, men bare for at skrive lidt om dagen der er gået. Som i de gode gamle dage.

Jeg begyndte den første blog, Karoline med K, da Jeg var hjemme med Jolina på barsel. Det vil sige, det er 8 år siden nu. Da Roxie kom til for nu præcis 6 år siden bloggede jeg stadig. Med Jolina måtte jeg gå til pc´en, der stod i arbejdsværelset og overføre billeder fra mit kamera med et kabel! Ak. Med Roxie fik jeg min første iphone, og ligesom jeg spillede wordfeud, mens jeg ammede (sorry til Roxies hjerne og al den stråling, der er strøget igennem) kunne jeg også blogge fra telefonen – og det allerbedste – overføre fotos med det samme, og ikke bare fotos, men fotos der havde været igennem valenciafilteret på instagram. Yndingsfilter anno 2011.

Bloggen fra dengang er lukket ned. Gemt på en server til hvis jeg en dag skulle tænke, at det ville være spændende at læse det igen. Men som mor og arbejdende hest, tænker jeg ikke, at jeg nogensinde får tid til at tænke, at det kunne være interessant. Men den er der. Og det var så hyggeligt dengang. Måske jeg ikke gider læse det, jeg selv skrev, men bare læser det engang for kommentarerne. For de var rare, og der var et fællesskab. Jeg følte det helt heroppe i Hjørring, langt væk fra mange af dem jeg læste med hos.

Jeg holdt op med at blogge på et tidspunkt, som jeg ikke engang kan huske præcis, hvornår var. Men jeg har stadig et domæne, og engang imellem kan jeg forestille mig tiden ved tasterne igen.

Og det jeg havde sådan lyst til at skrive idag, var bare det her helt normale, banale, sådan-er-det-gået-idag-skriblen, som næsten var det eneste jeg skrev engang.

Det har nemlig bare været en dejlig dag. En vild dag. Fordi jeg nu er mor til to store piger på 6 og 8, næsten helt voksne føles det som, men som engang bare lå stille og slubrede, mens man kunne lave alt muligt andet.

Og de er så fantastiske, og på en dag som idag, hvor det er 6 år siden den yngste blev smuttet ud på Hjørring Sygehus, så er det vigtigt at tænke både tilbage og frem. Jeg har allerede glemt det meste af deres tidlige barndom. Eller sådan føles det i hvert fald. Fordi tiden og hverdagen går så stærkt, og min hukommelse er så ringe, at jeg ikke kan huske alt det fortryllende, der er sket helt præcist. Jeg kan heller ikke huske alt det hårde. Jeg kan bare se på dem, at de er mine, og jeg ved, vi har været igennem en helt masse. Eller sommetider, er jeg faktisk ikke helt sikker på, det er dem i virkeligheden. Så føles det som om, der er nogen, der har byttet mine små børn ud med nogle rigtige personer bare i mini størrelse. Og i de øjeblikke kan jeg ikke forstå, at det er de sammme mennesker, som jeg har skiftet ble på og gagget-gyhet med. Men så kigger jeg på dem, og så kan jeg selvfølgeligt godt kende dem. Det er bare så crazy, at de har vokset sig så store. Der er intet babyyagtigt over dem mere. Og selv Roxies ben også er ved at blive lange.

Det er fedt at være mor til de to. Og det går op for mig, at det er blevet lige præcis, som jeg forestillede mig det, når jeg som ny mor kom trillende med barnevognen og så på meget voksne mødre med deres store børn. Sejt! Sådan føles det nu. Også selv om de bare er 6 og 8 år, og der heldigvis er mange år til de bliver rigtig store. Men jeg ved jo godt at de lige om lidt vil til Marokko og backpacke, eller møder en eller anden der ikke er helt fin i kanten, eller at de bliver astronauter og flyver langt ud i rummet.

Men ligenu gider de stadig snakke med mig, holde i hånd, fortælle mig (nogle af deres) hemmeligheder, blive trøstet, dele deres slik, blive kildet, danse i stuen og kramme. Og sommetider tror jeg også, de er en lille smule stolt af mig, som jeg er giga stolt af dem. Og DET, at de ikke synes, jeg er den mest kiksede mor i verden, ved jeg godt, de ikke bliver ved med, så det nyder jeg bare, mens det varer. For jeg bliver ved med at være stolt af dem.

Thrift me happy!

Truth, I love shopping, but it does make me feel guilty for the ressources and money spent. I can only buy things that are reduced in price, since I have been a student since forever, and the feeling of being short on cash feels quite close. 

This past year I have had a steady job with a real paycheck and it feels amazing but I still don’t like spending. Also, my job now revolves around all the waste accumulated in our world, and it does make me sick to my stomach to think about all the stuff we buy, that we don’t really need. 

Cause really what do we need? Most of it is just fun, tat and surplus. 

I still like buying things. And let’s face it, most of the stuff I buy I don’t really need either, but it helps to know that I buy it secondhand. So that’s become my new routine. 

We have an awesome thrift place here in my town, Hjørring, with both furniture, knick knack and clothes. I go here once a month normally. I can get new plates for 5 kroner each, used books, retro stationary sets (boy, I will post about that some other time…) or fill a big bag of clothes for 100 kroner – or a huge sack for 175. For a life that is very non-minimalistic it fits in fine. 
It’s the thrill of the hunt that I like. Not knowing what I will find. Sometimes I am on the lookout for something special, but mostly its just a fun trip to see what crazy finds there are. I get stuff for my mum, for the girls, and I take it all home to wash it. Sometimes it goes back to the thrift shop if I misjudged the fit, so it just continues the cycle of reuse. 

It’s a nice way to get my shopping needs satisfied, and it makes it so much harder to buy normal new stuff – cause when you can get a sack of clothes for a cheap then shopping with ordinary prices just seems crazy. So it saves money in a lot of ways.

It’s puzzling the things that get thrown out, and I don’t think it’s a good sign for our planet, but that’s a completely different story…

I love that the girls like to come with me, and I hope that they will continue to be ok with getting new things like this. It’s hard to imagine that they might soon ask for expensive new things. I just hope they will also enjoy this kind of hunting for fun things and good bargains. 

So, this is happening –

 

Summer is coming, and with that the 14th of July, where it will be 7 years since Alan and I met that amazing night in the not so classy London-club Ruby Blue.

 

So we have decided to tie the knot that day. Just low key. Townhall vows and the family who are avaible and want to come.

 

The following week we travel to London where we are going to have a party in a rugby club that we are fortunate enough to borrow.

 

And sometime later in the summer we will have a loud party and get drunk with our friends.

 

Its been a long process of deciding and trying to plan it out. What we would like. What we could afford. And now we have a date, and I am so happy.

 

It is no huge dreamy princess wedding. No grand ball. No inviting the whole Danish and English family to some luxury resort.  That will have to wait till we are rich one day. And no choice whether to have it in Denmark or England. We will simply just do both. And it will be for the girls as much as for us. Two hopefully cosy day-weddings where the kids can play and we can bathe in sun and love.

 

3 lovely parties in all, so we can celebrate it with as many as possible. And with each other.

 

There is lots and lots and lots of planning still. Dress. Food. A ring. Cake. All the things that cost but are so nice to dream about.

 

I am excited! Yay!

 

pic2B058296DA75CC5CBE44B3237C045DC7

Friday on my planet

Today has been a good day.

No classes at uni, but a great meeting at the local museum where I will be doing my internship from September. I went to see them, because I have a good idea for an extra project I want to do with them. And luckily they said yes to that.

So now I just have to excel. Be effing brilliant. So they remember me if they ever know of a job-opening somewhere in the museum biznizz.

I am excited. And happy. And apart from my chest hurting (because appearantly you can try to breastexamine yourself too much) I feel good.

I picked up Jolina early-ish and we went home to make muffins, juice some fruit and veg, and prepare a nice chicken stock from scratch. Because I needed to do something that oozed surplus energy and made me feel better about my cooking/health/mommy-talents.

And it was a success. It worked well. Jolina was interested, helped peel, cut and tasted. It was picture perfect. No temper tantrums from either of us.

The afternoon went by, and suddenly it’s evening – and on a Friday night, it seems no matter how early you take the kids to bed, they still hit that overtired screaming point. And they also did today. But Alan is singing them their lullabies right now, and I can try just to remember the fun we had, and not the hysteric crying.

I am so glad I only made a small batch of muffins though, because I feel they will all be gone before Alan comes down.

The weekend is here.

20140307-193540.jpg

The museum where I can’t wait to spend time. And try to be amazing.

20140307-193702.jpg

Our afternoon muffin/juice party.

20140307-193853.jpg

The girls with their Friday night treat bowls in front of the telly. And some very red icing. Because a little girl dropped the red food coloring, and the mom just thought – oh what the heck.

20140307-194033.jpg

Alan got home from football just in time to do some circus fun with them before bedtime. Luckily all muffins and other food stayed down.

Also –

Life is weird.

——-

I wrote this post several days ago – a week maybe. I can’t remember. I did not want to post it then. But here goes.

Alan’s grandad is still not out of the woods, but he is a tough old man fighting with everything he’s got. So we hope for the best.

Alan’s passport has expired, so he can’t even go and see him. It makes the distance to London huge.

One of my favorite bloggers received news that her cancer is terminal. And I have no words to give her, because they are all just flat and stupid. I wish I could do more. I just know she once wrote we should meet up at a blogger meeting, and I kept hoping for that. I look up to her for her writing and her personality, she stood up for things, and I was so proud that she wanted to meet me too.
She has a young son. And she has fought so hard. Life is awful and random.

I went to the doctor on Friday with fear of lumps behind my implants. The doctor said it was all fine, but I carry the fear constantly.

We are all coughing, feeling mondayblue- and tired for our different reasons, and I have been a shitty mum and girlfriend today.

I will kiss everyone when they are asleep tonight.

And tomorrow.

20140224-190348.jpg


I have kissed them all a lot since that Monday.