Tryk på tryk på tryk!

Jeg troede, jeg havde postet noget om det her, men det havde jeg ååbenbart ikke! Så det gør jeg nu, meget meget for sent, men alligevel.

Til min fødselsdag i sommer da jeg fyldte 36 år, ville jeg rigtig gerne gøre noget særligt med mine veninder. Jeg var lidt i tvivl, det kunne have endt på bowlingbanen eller i svømmehallen, men jeg ville også meget gerne lave noget, der var meget mere mig. Noget som kunne være en oplevelse for os alle, og som jeg selv virkelig gerne ville.  Fordi, ego.

Så jeg kontaktede det Grafiske Værksted i Hjørring og fik koordineret en aften med to dygtige undervisere og så ellers 3 timer, hvor vi bare kunne snitte i linoleumsplader og trykke løs. Det var så fedt! Og det tror jeg faktisk, vi alle sammen syntes. Der var hyggelig stemning, og vi var meget effektive, selv om der var bobler og slik på bordet samtidigt. Vi havde næsten ikke tid til at sludre…

Vi havde så fin en aften, og det var en af de bedste fødselsdage, jeg har haft.

Om et par dage skal jeg afsted med Roxie og Jolina til en børnetrykke-workshop, det bliver også rigtig godt. Jeg glæder mig i hvert fald. Jolina har været afsted alene en gang før. Der skar hun sig i fingeren og besvimede, meget dramatisk, så det her bliver også et forsøg på at komme op på hesten igen. Og så passer vi godt på den skarpe snitter..

Advertisements

Minidutten Roxie 6 år idag

Der har været fødselsdag i huset idag, som i hele dagen. Og igår aftes med. Familie gange 3 samt 10 små piger i huset… Så selv om klokken kun er lidt i syv, er alle i huset undtagen mig gået helt kolde. Normalt betyder det, at jeg går på rov i skabet, hvor man kan være heldig at finde en glemt skumnisse eller halv slikkepind, eller at jeg går amok på pinterest, men idag havde jeg sådan en bizar lyst til at blogge. At skrive et indlæg af den helt gammeldags slags, hvor det ikke er for at vise noget interessant, men bare for at skrive lidt om dagen der er gået. Som i de gode gamle dage.

Jeg begyndte den første blog, Karoline med K, da Jeg var hjemme med Jolina på barsel. Det vil sige, det er 8 år siden nu. Da Roxie kom til for nu præcis 6 år siden bloggede jeg stadig. Med Jolina måtte jeg gå til pc´en, der stod i arbejdsværelset og overføre billeder fra mit kamera med et kabel! Ak. Med Roxie fik jeg min første iphone, og ligesom jeg spillede wordfeud, mens jeg ammede (sorry til Roxies hjerne og al den stråling, der er strøget igennem) kunne jeg også blogge fra telefonen – og det allerbedste – overføre fotos med det samme, og ikke bare fotos, men fotos der havde været igennem valenciafilteret på instagram. Yndingsfilter anno 2011.

Bloggen fra dengang er lukket ned. Gemt på en server til hvis jeg en dag skulle tænke, at det ville være spændende at læse det igen. Men som mor og arbejdende hest, tænker jeg ikke, at jeg nogensinde får tid til at tænke, at det kunne være interessant. Men den er der. Og det var så hyggeligt dengang. Måske jeg ikke gider læse det, jeg selv skrev, men bare læser det engang for kommentarerne. For de var rare, og der var et fællesskab. Jeg følte det helt heroppe i Hjørring, langt væk fra mange af dem jeg læste med hos.

Jeg holdt op med at blogge på et tidspunkt, som jeg ikke engang kan huske præcis, hvornår var. Men jeg har stadig et domæne, og engang imellem kan jeg forestille mig tiden ved tasterne igen.

Og det jeg havde sådan lyst til at skrive idag, var bare det her helt normale, banale, sådan-er-det-gået-idag-skriblen, som næsten var det eneste jeg skrev engang.

Det har nemlig bare været en dejlig dag. En vild dag. Fordi jeg nu er mor til to store piger på 6 og 8, næsten helt voksne føles det som, men som engang bare lå stille og slubrede, mens man kunne lave alt muligt andet.

Og de er så fantastiske, og på en dag som idag, hvor det er 6 år siden den yngste blev smuttet ud på Hjørring Sygehus, så er det vigtigt at tænke både tilbage og frem. Jeg har allerede glemt det meste af deres tidlige barndom. Eller sådan føles det i hvert fald. Fordi tiden og hverdagen går så stærkt, og min hukommelse er så ringe, at jeg ikke kan huske alt det fortryllende, der er sket helt præcist. Jeg kan heller ikke huske alt det hårde. Jeg kan bare se på dem, at de er mine, og jeg ved, vi har været igennem en helt masse. Eller sommetider, er jeg faktisk ikke helt sikker på, det er dem i virkeligheden. Så føles det som om, der er nogen, der har byttet mine små børn ud med nogle rigtige personer bare i mini størrelse. Og i de øjeblikke kan jeg ikke forstå, at det er de sammme mennesker, som jeg har skiftet ble på og gagget-gyhet med. Men så kigger jeg på dem, og så kan jeg selvfølgeligt godt kende dem. Det er bare så crazy, at de har vokset sig så store. Der er intet babyyagtigt over dem mere. Og selv Roxies ben også er ved at blive lange.

Det er fedt at være mor til de to. Og det går op for mig, at det er blevet lige præcis, som jeg forestillede mig det, når jeg som ny mor kom trillende med barnevognen og så på meget voksne mødre med deres store børn. Sejt! Sådan føles det nu. Også selv om de bare er 6 og 8 år, og der heldigvis er mange år til de bliver rigtig store. Men jeg ved jo godt at de lige om lidt vil til Marokko og backpacke, eller møder en eller anden der ikke er helt fin i kanten, eller at de bliver astronauter og flyver langt ud i rummet.

Men ligenu gider de stadig snakke med mig, holde i hånd, fortælle mig (nogle af deres) hemmeligheder, blive trøstet, dele deres slik, blive kildet, danse i stuen og kramme. Og sommetider tror jeg også, de er en lille smule stolt af mig, som jeg er giga stolt af dem. Og DET, at de ikke synes, jeg er den mest kiksede mor i verden, ved jeg godt, de ikke bliver ved med, så det nyder jeg bare, mens det varer. For jeg bliver ved med at være stolt af dem.

Så kom der endnu en handskedukke til verden

Jeg har et virkeligt sjovt arbejde til hverdag.

Jeg er kommunal affaldsplanlægger / kommunikationsmedarbejder. Utroligt sexet, I know. Men utroligt nyttigt.

Det er sommetider mest noget med at svare på spørgsmål om containere, eller regne ud hvordan man bedst muligt laver en sorteringsvejledning. Men sommetider er det at udtænke sjove planer om affaldskommunikation. Og i dette tilfælde skulle jeg fikse en handskedukke til en ny youtubefilmserie, som jeg laver sammen med kommunikatøren fra det lokale energianlæg AVV. Jeg har allerede lavet figuren Restaffald ud fra en gammel handskedukke, der fik en sæk på, men nu skulle der en helt ny figur på banen. Det skulle være figuren “Sorteringsbillen”, som er maskotten fra en rullende infotjeneste i forbindelse med en ny affaldssortering.

Sorteringsbillen blev lavet ud fra en stoffodbold fra IKEA. Jeg lavede huller i den til mund og hånd. Den fik et papstykke med pålimet pink filt i munden, og det blev syet fast i kanten. Så blev bolden malet – af flere omgange.. Det var ikke lige sådan at dække de vilde farver fra bolden. Den fik limet øjne på af filt, og der blev sat antenner på, og lige pludselig var det ikke længere en bold  men en meget levende sorteringsbille!

Det har været så sjovt. Pigerne herhjemme er meget miljøskadede når det kommer til affald og genbrug, og de har også hørt på nok spas i udviklingen af figurerne, så de gik straks igang med deres eget show. Det var virkeligt skægt.

Idag har jeg filmet med figurerne. Dukkeførerne var nogle af mine fantastiske kolleger, og det var nogle meget sjove timer. Jeg HÅBER, det også er sjovt (og nyttigt) for andre at se. Men vi havde det i hvert fald morsomt.

Fantastisk dag! 

Ja, der kom gang i bloggen, og så glemte jeg igen alt om den. Men nu kan jeg da lige begynde igen. Med lidt nyheder. På dansk, for det fungerer bare bedst lige nu. 

Men der er nyt, og selv om det er lidt hemmeligt, fordi detaljerne ikke er på plads, så deler jeg det alligevel her. For jeg er så glad efter den mest fantastiske travle og stressende dag. 

Jeg har skudt billeder til sybog med en rigtig fotograf. Og nu skal vi se, hvor langt det hele når. Forhåbenligt hele vejen. Jeg fik i hvert fald hjælp af et fantastisk team Idag. Så taknemmelig. 

Nu vil jeg kollapse. Vi filmer videre imorgen. 


———

Welcome back to me to the blog again. 

Just came home after a long, good day of shooting pics for a sewing book and some other projects. It’s so exiting. And nerve racking. But I think it’s gonna be really great. Had assistance from some awesome  people. 

And now I will collapse on the sofa. We continue again tomorrow. 

Cool prints

I have mentioned it before a long time ago, but I really like Jenny over on http://www.dosfamily.com. She sells very cool prints with her husband. 

For a long time we have had both ‘Carl’ and ‘Girl with badger’ hanging on our walls from their shop.

For Christmas I gave my brother this print (borrowed from Jennys page) with Darth Maul and some dandelions. My brother is a big Star Wars fan, so I thought it was awesome.  He lives in Greenland, so I don’t know if he has it on his wall, but I will go visit him and check soon!

For our walls I got new ones too. One for each of the girls room and one that I can look at every time I check myself in the mirror in the morning. 


The prints are so cool I think, and the girls also immediately fell for theirs. They saw the story in them, which made me very happy. 
Now I can’t wait to go and see if Darth maul is hanging on my brothers wall. 

(And this post is not sponsored. I just bought the prints, cause I like them.)

Good buys from yesterday 

I got a load of great stuff yesterday at AVV. Here is some of it. 

Also this post will show how hard it is to take nice fashion shots. Man, I look like – weird. How do you take a good clothes selfie? Where does the arm go? The stupid looking hand? Can you fit your face in the shot? Can you avoid looking stupid? 

I have got to practice this some more. 

Anyway – the diamanté skating outfit or whatever it is. Totally crazy and I totally love it. Will probably wear it never ever but still cool. 


The girls fell in love with a weird bunny top and sequined boots. Roxie then got a new spring jacket and I got cute hello kitty linen for some kind of project. 


A top I looked at when it was out in H&M but never bought. Till now. 


An amazing dress to march my hair. Just need an occasion. And to remember to open my eyes. 


And some more awkward posing shots of good buys. Will practice those clothes selfies. 


All this (and more) in a 175 Kroner bag. Bargain!

Thrift me happy!

Truth, I love shopping, but it does make me feel guilty for the ressources and money spent. I can only buy things that are reduced in price, since I have been a student since forever, and the feeling of being short on cash feels quite close. 

This past year I have had a steady job with a real paycheck and it feels amazing but I still don’t like spending. Also, my job now revolves around all the waste accumulated in our world, and it does make me sick to my stomach to think about all the stuff we buy, that we don’t really need. 

Cause really what do we need? Most of it is just fun, tat and surplus. 

I still like buying things. And let’s face it, most of the stuff I buy I don’t really need either, but it helps to know that I buy it secondhand. So that’s become my new routine. 

We have an awesome thrift place here in my town, Hjørring, with both furniture, knick knack and clothes. I go here once a month normally. I can get new plates for 5 kroner each, used books, retro stationary sets (boy, I will post about that some other time…) or fill a big bag of clothes for 100 kroner – or a huge sack for 175. For a life that is very non-minimalistic it fits in fine. 
It’s the thrill of the hunt that I like. Not knowing what I will find. Sometimes I am on the lookout for something special, but mostly its just a fun trip to see what crazy finds there are. I get stuff for my mum, for the girls, and I take it all home to wash it. Sometimes it goes back to the thrift shop if I misjudged the fit, so it just continues the cycle of reuse. 

It’s a nice way to get my shopping needs satisfied, and it makes it so much harder to buy normal new stuff – cause when you can get a sack of clothes for a cheap then shopping with ordinary prices just seems crazy. So it saves money in a lot of ways.

It’s puzzling the things that get thrown out, and I don’t think it’s a good sign for our planet, but that’s a completely different story…

I love that the girls like to come with me, and I hope that they will continue to be ok with getting new things like this. It’s hard to imagine that they might soon ask for expensive new things. I just hope they will also enjoy this kind of hunting for fun things and good bargains. 

Drawing naked people

Last night I went to a croquis event at the local culture house.  

It was the first time in ages that I have drawn a model. I used to do it a lot. I also used to model for it myself, and golly it was great for body feelings to stand naked in front of a crowd with notepads. I can totally recommend it. 

Last night was fun. And hard. But I was reminded how much I love to draw ladies. They are awesome. Curves and edges all lovely. And I want to come again next time, unless we are drawing men. I am appearantly not comfortable looking at strange penises. Is it wrong to feel like that..? That men are not as fun to draw as women? Probably. 

Unless it’s Alan. 

I would really like to draw him! But I could kind of do that anytime, so it might be weird to bring him to a crowd of people to do it. It would be sharing the beauty though. Which is a good thing. 

New Nikon

I was so lucky to get a Nikon D3300 as a present when I finished my masters a year ago. I have not used it a lot (iPhone glued to my hand instead) but today my Hungarian friend Rita asked me for some photos. 

It was so much fun and I think she looks gorgeous and ever so cool in these shots. 

Thanks Rita, for letting me post them here. 

Trying to blow some life into this old blog again..

Hello.

 

Rather crazy to be back after such a long time. But it seems I am. Or well. At least for this one post.

I have thought about the blog so many times after I stop writing. And why did I stop? I guess I just got sick and tired of writing about feeling like shit after cancer and the awful healing process. But that seems further away now. Touch wood. So perhaps I can come back to just having a kinda-normal, creative, secret-spilling, boring, awkward, cosy and old school blog. That´s what I would like for sure.

 

The whole blog world has changed so much. I remember spending a lot of time writing posts, following all my favourite bloggers and their lives, and then suddenly so many seemed to disappear. And so much of the content I used to like became ads and ads and ads.

And so I stopped blogging and stopped reading as well. And when I came back to start reading again so many good bloggers were gone. Some still there though, and I have been hanging on to you!

 

I would like to come back now. I don´t know exactly how, so much has changed.

I now have two big girls who don´t want me to share all kinds of fun things they do. So I will respect that. Also I work full time, so I don´t know where the time for this blog will come from. But I will try and make it work! Cause I missed this! I have so many ideas for creative projects that I would like to get done, and maybe this blog can help me.

The update now, almost 3 years since the last post, is that life can get back to an almost normal state after being seriously ill. It takes time, but I do dare believe in the future again. The physical pain is also getting much better. And reading here on the blog from the last posts I can suddenly remember how awful it all was. Happy to have progressed to a better place.

I am so lucky I am here with my family. Abnormally grateful for life is what I am.