Creativity and sorrow

English below.

Som jeg har nævnt tidligere, så står jeg med denne blog  nu, og den er fyldt med det underlige miskmask af sorg og så alle mine kreative aktiviteter. Og det har jeg accepteret, at det er sådan det er.

Det er nu snart 5 måneder siden, jeg mistede min bror, og folk spørger sommetider, hvordan jeg håndterer det. Det ved jeg aldrig helt, hvordan jeg skal svare på, fordi jeg gør det jo bare. Jeg håndterer det bare. Fordi jeg bliver nødt til det. Jeg lever videre med hverdagen, fordi der er en hverdag, som ikke holder sig tilbage.

Der er ikke noget, der kommer til at ændre sig. Han kommer ikke tilbage lige godt hvor urealistisk det der skete var. Men der er tusind andre elementer i mit liv, som bare suser afsted stadigvæk. Både det irriterende, det kedelige, det nedslående, men også det gode. Mit liv er ikke gået i stå. Og det er fyldt med varme, opløftende og kreative stunder, men altid i skyggen af savnet. Han er jo i mine tanker konstant, men jeg har fattet, at det desværre bare er sådan her – på den her uretfærdige måde, at livet kommer til at gå videre for os. Det giver mig af og til dårlig samvittighed, fordi der er så mange, der håndterer sorg på en anden måde, og hvad nu hvis den måde jeg gør det på er forkert..

Men jeg har tvunget mig selv til at skabe en masse indhold udover familieliv og arbejde, planer for kreative projekter, en masse aktiviteter, gøremål og opgaver, så der altid er noget at flygte ind i når sammenbruddet truer. Og sommetider kan man så det, og andre gange er det umuligt. Da indhenter minder og sorg mig og gennemtrænger.

Jeg forsøger bare at skabe indhold. Godt indhold. Og det er min måde at klare det på.

Jeg vil stadig lave projekter, være kreativ og skabe noget. Hans liv blev så kort, og det har sat et ekstra batteri i mig. Jeg vil nå noget. Både at skabe værdi for andre, at være med dem, hvor det giver mening og jeg gør en forskel, men jeg vil også bare sy en pæn bluse, tegne en historie, som jeg synes er vigtig, plante nogle blomster og drikke en god kop kaffe.

Så det forsøger jeg at gøre.

Da jeg selv var syg for 5 år siden, var jeg selvfølgelig bange for at dø fra mine kære, men også bange for at alt mit arbejde skulle være forgæves. Hvorfor havde jeg dog brugt så meget tid på at være kreativ, på at danse, på at tænke over hvem jeg var, hvis jeg bare skulle forsvinde..? Nu ved jeg, at der ingen garanti er på livet, men at det vigtigste er at være god mod andre, skabe værdi i de relationer man har, og lave noget man holder af. Så der er så lidt som muligt, der vil være spildt, den dag det er for sent.

Så ud over mine relationer, som jeg forsøger at være værdifuld i, så er det fine for mig at skabe. Derfor bliver jeg ved med at sy, tegne og lave planer for alle mine projekter. Og det hjælper mig så samtidigt i den her sorgproces, hvor stoffet eller papiret mellem mine fingre bliver en måde at stresse ned.

Nogle af projekterne folder sig ud, vokser, og får vinger. Det er underligt, fordi det jo gør mig glad, og glæde er blevet sådan en underlig ting. For det er jo snart 5 måneder siden, vi har været rigtig glade.

Men det er også ok at være lidt glad. Der er altid sorg og savn, og det er meget lidt, der føles helt fantastisk her på den anden side, men jeg er ved at forstå, at jeg godt kan åbne op for at føle spænding og stolthed, når mine projekter får liv.

Sådan er det nu.

Livet er her stadigvæk, selv om min bror er væk. Jeg kan stadig nå at udgive en ny bog, sy sjove ting, opleve noget af det jeg altid har drømt om, selv om han ikke kommer til at opleve det. Og selv om intet kan føles på samme måde som før, så er det stadig godt at beskæftige sig med det, der giver glæde og ro.

———

As I have mentioned before, I now stand at the crossroad with the blog and it is a weird mix of sadness and all my creative projects.

It´s now soon 5 months since I lost my brother, and people sometimes ask how I am dealing with it. I never quite know how to answer that, because the thing is – I just do. I handle it. Because I have to. I live with it, because there is an everyday that does not hold back. Nothing is going to change. He is not going to come back no matter how unrealistic what happened was. But there are a thousand other elements in my life that just whiz by. Both the annoying things, the boring stuff, the sadness, but also the good. My life has not stopped. And it is still full of warm, uplifting and creative moments, just always in the shadow of sorrow. He is in my thoughts constantly, but I have understood, that unfortunately this is just the unfair way life is going to go on for us. Sometimes I feel guilt because everybody handles sadness in their own way, and what if the way I do it is wrong…

But I have forced myself to create a lot of content apart from family life and work, plans for creative projects, activities, to-do´s and chores, so there is always something to escape into when collapsing is on the horizon. And sometimes it´s possible and other times it´s not. Then sorrow and memories catch up and pierces through.

I just try to create content. Meaningful content. And that´s my way of handling it.

I still want to do projects, be creative and make things. His life was so short, and it feels like it has put an extra battery in mine. I want to make the most of my life. Both creating value for others, being with them where it makes sense and I make a difference, but also just sew a pretty blouse, draw some important stories, plant some flowers and drink good coffee. So I try to do that.

When I was sick 5 years ago and scared of dying from my loved ones, I was also afraid that all my work had been for nothing. Why had I spent so much time being creative, dancing, and wonderign who I was, if I was just to dissappear..?

Now I know there are no quarantees in life, but the most important thing is being good to others, creating value in the important relationships, and doing something you love. That way there is hardly anything to regret the day it is suddenly too late.

That´s wy I keep sewing, drawing, making plans for future projects. And it helps me in the grief process, where the fabric or paper between my hands becomes and way of de-stressing.

Some of the projects unfold, grows and eventually flies off. This is strange, because it makes me kinda happy, and happiness has becomesuch a weird thing. Because it´s soon 5 months since we have been truly happy.

But it is ok to just be a little happy. There will always be sorrow and loss, and not very much feels truly great on this side of things, but I am slowly understanding that I can open up to the feelings of excitement and pride when my projects become real.

That is the way it is now.

Life is still here, even though my brother is gone.

I can still publish a book, sew fun things, experience stuff that I always dreamed of, eben though he won´t be here for it. And even though nothing will ever feel the way it once did, it is still good to do the things that create joy and peace.

Påskesol og påskepause

I påskeugen var jeg så heldig at have fået ophold ved Hjørring Kommunes kunstnerrefugium ved Slettingen.

Man kan søge om det, hvis man har et kreativt eller kunstnerisk projekt, og jeg var så heldig at slippe igennem til en uges ophold.

Jeg havde tusind projekter med, og det var ikke fordi det hele var ren idyl. Jeg skulle ind og undervise på jobbet, og jeg nåede også at stresse ret meget, over alt det der ikke blev tegnet og skrevet. Men. Jeg fik arbejdet på flere bogprojekter, der har ligget stille alt for længe. Ikke meget, men lige et par streger på hver. Både billedbøger, nye sy-ideer, og ikke mindst den noget mere tunge afdeling med tanker om min bror. Det er noget af det, der er hårdt at gå ind i, når man sidder en hyggelig aften derhjemme og lige har en halv time, for det gør ondt, og det er svært at vide, hvordan man har det på den anden side. Så det føltes nemmere at gøre derude midt i det smukke rå landskab. Midt i mørket, da klokken var mange, og der pludseligt var meget ensomt. Så var øjeblikket der til at lukke op og skrabe lidt af såret.

Det gjorde stadig voldsomt ondt på den anden side, men jeg er glad for, jeg kunne dykke ned i det. I det fuldstændige uretfærdige, der er i det, hører jeg nu hans stemme, der  siger til mig, jeg skal tage det roligt, og få alt det jeg kan, ud af det der er tilbage. Det er ham, der er fornuften, når jeg hysterisk eller trist. For det var dét, han var for mig – rolig, fornuftig og støttende. Nu er han det bare med en usynlig stemme. Den sad jeg derude i mørket og kunne høre. Det var syret. Og trist.

Men der var også lys og påskesol. Masser af det endda. Og livet bliver så uforståeligt. Der er så mange tegninger, jeg skal nå at tegne, så mange ord jeg skal sætte sammen på papir, for jeg skal da i hvert fald nå det, inden det en dag er for sent. Jeg kan så nemt stresse rundt i det, selv når alt andet omkring byder mig at give slip, trække vejret roligt og sætte mig ned.

Det hjalp da familien kom på visit. Så blev jeg nødt til at pakke ned. Jeg kunne ikke tale mere med min usynlige bror, og jeg måtte lade stresskreativiteten få en lille pause. I stedet kunne vi gå ture, tegne sammen, nyde solens varme, kigge på vand, strand, heste, får og sten, og nyde at der ikke var et fjernsyn i den helt perfekte hytte. Og det gjorde vi.

Lidt mere tid alene blev det også til, flere tegninger, flere ord, og på den måde blev den første påske uden Kasper overlevet. Alenetiden gjorde godt på én måde, og de mange projekter hjalp, når alenetiden alligevel blev for svær. Familie og kærlighed mindede mig om alt det, vi stadig har, og med Kaspers stemme i mit hoved var han der alligevel lidt. Ikke nok, men jeg tager det, jeg kan få.

Baby pink joy

English below.

Stof fra indlæg er en gave.

I kavalkaden af nye styles syet i det fine stof fra Stof og Stil er jeg nu nået til den baby pink isoli med bomber. Den er så fin. Der er endda glimmer på.

Jeg fik 1,5 meter, og der var med lidt fusk lige nok til en kjole til mig og en bluse til Roxie.

Kjolen er klippet fra en anden model i det fine vinkekattestof, også fra Stof & Stil, og jeg klippede den bare ud i et, uden raglanærmer. Der var ikke helt nok stof til at lave ærmerne i den ønskede længde på den måde, så jeg lagde lidt ekstra til fra nogle af de mindre rester fra stoffet.

Blusen til Roxie blev lavet med flæseærmer og flæsekant forneden. Hun er helt vild med den. Det er ikke alting jeg syr, hun bare elsker, som hun gjorde det engang. Men denne er et hit. Den kommer på i skolen, så snart den er vasket igen.

Jeg er også vild med min kjole. Jeg elsker det løse look. Comfy vinder altid for mig.

På begge har jeg lavet halskanten af det samme stof med foldet med bagsiden ud af. Jeg havde ikke lyst til at have glimmeret helt tæt på huden, og jeg synes den lille kontrast, der er i det, giver en fin effekt.

This fabric was a gift.

In the line-up of new styles made in the beautiful fabric from Stoffstil I have now reached the baby pink brushed jersey with dots.

It´s so lovely. It even has a bit of glitter on it.

I received 1,5 meters and with a bit of magic there was exactly enough for a dress for me and a blouse for Roxie.

The dress is cut from a different model that I made in the cute cat fabric, also from Stoffstil. I cut in in one piece without the raglan sleeves. There was not quite enough fabric to make the sleeves as long as I wanted doing it that way, so I added some extra fabric from some of the off-cuts for some longer sleeve(age – haha.)

The blouse for Roxie is made with ruffled sleeves and a ruffled edge at the bottom. She is not always crazy about everything I make for her, like she once was, but this one is a hit. It´s on at school and and again as soon as it is washed and ready.

I also love my dress. I love the loose look. Comfy always wins for me.

On both of them I have made the neckline in the same fabric but with the backside turned outwards. I did not feel like having the glitter that close to my skin, and I really like that little bit of contrast it makes.

Making my dress

Making the blouse for Roxie

I´m Every Woman

Når jeg ikke syr, er verdens skrappeste mor, eller går rundt i tristesse, så læser jeg sommetider tegneserier. Jeg er nok meget kræsen med, hvad jeg kan lide, men jeg ville ikke snyde jer for den nyeste mest fantastiske og oplysende læsning. Hvis den bare kunne komme på pensumlisten overalt.

Jeg linker her til Metronat, hvor jeg skrev anmeldelsen til, og jeg vil give mine varmeste anbefalinger. Gå endelig ind på siden, og læs hele anmeldelsen. Det er så eminent, morsom og vigtig en bog.

Liv Strømquist tegner og fortæller med nye vinkler på kvindesag både i popkulturelle som videnskabelige områder. Dét vil du gerne læse. Du kommer til at grine og sukke. (Og det er endda en to´er, så der er også en meget vigtig et´ter.  Det betyder bare, mere god læsning til dig.)

Tegningerne er fantastiske. Det er jo sådan, det er i virkeligheden, uden filter.

  • Og min gode mand griner også. Imens han overvejer, hvordan han kan gøre verden til et bedre sted for både døtre og sønner i fremtiden.

B is bananas!

English below.

Stof fra indlæg er givet i gave fra Stof & Stil

Den her type bananprint jersey skriger Warhol, Nico og Velvet Underground til mig. For andre er det måske bare en cool banan. Lige meget hvad er det et fedt print, og kvaliteten af stoffet er blødt og lækkert. Det kunne blive til alt muligt lækkert her til sommer. Jeg håber, jeg kan lade være med at vaske det med en rød sok, selv om det sikkert også vil se fint ud med bananer på en lyserød baggrund.

Jeg valgte det først, fordi jeg tænkte, at jeg ville have en banankjole. Den tanke gik jeg dog fra igen. Måske fordi jeg snart bliver 38, og man kan jo hurtigt blive bange for at blive for fjollet i bananprint all-over. Og så synes jeg også, der gik vel meget ego i mig, og det ville jo også være sødt af mig at dele stoffet lidt. Så det endte med 3 bananbluser til hele bananbanden. De er klippet efter en bluse for pigernes vedkommende, og jeg brugte overdelen af en kjole, da jeg skulle klippe af til mig selv. Det tog ikke særlig lang tid, og et hurtigt resultat er (næsten) altid et godt resultat for mig.

Halskanten på min bluse er lavet med en tubekant af stoffet, mens halskanten på pigernes udgaver er bukket fremover to gange og stukket fast. Det er en hurtig teknik, jeg er ret glad for. Det giver en fin, anderledes finish.

Pigerne er fine i deres udgaver, og jeg nyder det her med stadig at kunne få lov til at være lidt ens med dem. Det kan nok ikke vare ved særligt længe. Man kan vist godt se, hvor stolt jeg er af dem.

  • Og tak for de varme kommentarer på sidste indlæg, både dem her på bloggen og andre steder ❤

This fabric was gifted to me from Stoffstil

This type of bananaprint jersey  screams Warhol, Nico and Velvet Underground to me. To others it might just be a cool banana. No matter what it is a pretty awesome print, and the quality of the fabric is nice and soft. It could be turned into all kinds of nice things this summer.

I hope I can keep from washing it with a red sock, even though it would probably still look great with the bananas on a pink background.

I chose it because I thought I wanted a bananadress. But then I kinda stopped myself. Perhaps because I´ll be 38 soon, and one can quickly worry about being too silly dressed in all-over bananprint.

Then I also worried about being too selfish, thinking that I should better share the fabric a bit. So I ended up with 3 banana tops for the entire banana gang.

The girls´ are cut from a top they have, and mine is cut form the top part of a dress. It did not take long, and a fast result is pretty much (almost) always a good result for me.

The neck opening on my top is made from a tube edge of the fabric, while the neck opening of the girls´ versions are made with the edge folded over twice towards the front and then stitched on. It is a very fast technique that I really like. I think it makes a nice alternative finish.

The girls look so nice in their versions, and I am just enjoying the privilege of still being accepted in twinning with them a bit. It won´t be allowed for very much longer. I guess you can tell from the photos how proud I am of them.

Hvordan, nu.

1554388139

English below.

Igår lagde jeg billeder og DIYs til en kimono her på bloggen. Jeg havde været igang ved symaskinen, og det er jo normalt noget, jeg deler her på bloggen. De der billeder af smilende mig var underlige at sætte på. For jo, jeg kan smile og være glad, men der er stadig et kæmpe savn indeni mig. Det her miks mellem, livet der går videre – fordi det skal og fordi det gør, og så den endeløse tristhed. Jeg kan ikke finde ud af det.

Det her har jo nok været en blog, hvor der også har været problemer. Det er jo ikke mere end 5 år siden, jeg pludselig var hende den unge mor med tarmkræft. Det var svært at skrive noget positivt om det.

Men jeg kan jo ikke engang finde ud af, hvordan jeg giver sorgen over min lillebror plads og rum i mit liv, så det er endnu mere svært her.

Min navnesøster er så god til at skrive om Sorgen. Og jeg læser, hyler og nikker. Jeg ville ønske, jeg var så god.

Jeg skriver også om sorgen i det private worddokument på computeren, men jeg kan ikke finde ud af det her. Men måske vil jeg bare sige, at jeg smiler på et billede med noget hjemmesyet på, og jeg er rigtig glad for de mange gode ting, der er i mit liv, men jeg synes også skæbnen har været et rigtigt røvhul. Og hvordan er det man pipper om det.. Og må man stadig smile, grine eller hvad? Når jeg aldrig holder op med at tænke på, at jeg aldrig får lov til at se ham igen. Det er så svært.

Jeg får den mærkeligste nicheblog om syning og sorg. Og det føles så forkert. Men jeg vil stadig være her, sy nogle ting, savne min bror, og ellers prøve at leve livet bedst muligt.

Kristelig Dagblad kører en artikelserie om sorg. Den sagde jeg ja til at deltage i. Jeg synes, det er vigtigt at tale højt om sorgen. Fordi den er så ensom.

Man kan læse artiklen her, hvis man er abonnent. Måske er der nogen af jer, der ved hvordan det er allerede. Måske er det helt anderledes for jer at være i sorgen. Og måske, der er nogle, der er så heldige, de aldrig har været udsat for noget så sørgeligt. Så kan det måske også være interessant at læse om. Jeg håber, det kan hjælpe – enten mig selv for at komme ud af ensomheden, eller andre der kan nikke eller se det med nye øjne.

.

Yesterday I put these pictures up on the blog of a kimono I made. I had been working at the sewing machine, and normally that is something Is hare here on the blog. Those pictures of the smiling me were weird to post. Because yes, I can smile and be happy, but there still is a huge loss inside me. This mix of life moving on – cause it does and because it has to, and then the endless sadness. I simply cannot figure it out.

And it´s not because this has been a problem free zone. It´s not more than 5 years ago I was the young mum with colon cancer. That was hard to write anything positive about.

But I cannot  even figure out how to give the sorrow from the loss of my little brother space in my life, so it´s even harder here.

My namesister is so great at writing about the Sorrow. And I read, nod and cry. I wish I was that good.

I just write about sorrow in the private worddocument on my laptop, but I don´t know how to do it here.

But perhaps what I want to say is, that I can smile on a picture with something that I made, and I am so grateful for the many good things in my life, but I also sometimes think that destiny has been a real asshole. And how do you speak up about that..

And are you still allowed to smile, laugh or what? When I can also never stop thinking, that I won´t ever get to see him again. That is so hard.

I will get the weirdest nicheblog about sorrow and sewing. And it feels so wrong. But I will still be here, sewing things, missing my brother, and then just try to live the best life possible.

A Danish newspaper has been running a series of articles about sorrow, and I said yes to participating. I thought it was important to speak up about loss. Because it feels so lonely.

 

Junglevelour Kimono

Stof fra indlæg er givet i gave fra Stof & Stil.

English version below.

Ja, der har været stille siden sidste indlæg. Hele verden er forandret, og intet føles som det samme. Heller ikke min sy-frirum. Men der er heller ikke nemt for mig at stå stille, og som altid eksisterer jeg bedst med opgaver og projekter omkring mig. Derfor prøver jeg at finde kreaglæden frem igen. Jeg ved, den er der.

Derfor kiggede jeg også i det nye katalog fra Stof & Stil, og jeg blev med det samme forelsket i denne smukke velour med print af blade og gepard – den er helt fantastisk.

Hvis ikke jeg allerede havde ombetrukket vores sofaer i lækkert velour fra Stof & Stil, kunne jeg sagtens have lyst til at gøre det med denne kvalitet.
Men i stedet ville jeg i det store ego´s ære lave noget til mig selv. Noget jeg ved, jeg får brugt en hel masse.
Sidste år lavede jeg en del lette og løse kimoner, men siden det endnu ikke er helt varmt, kunne jeg tænke mig at lave en lidt varmere version. Der ville dette print passe perfekt. Indersiden kunne godt bruge et fór som prikken over i´et, men jeg blev for utålmodig med at vælge et fór, så jeg syede den uden.
Jeg gjorde det som altid på den hurtige måde. Lagde en kimono ovenpå stoffet og klippede med det samme. Jeg havde inden da klippet en smal lang stribe af stoffet, så jeg havde nok til en hals og kravekant, der kunne fortsætte hele vejen ned langs åbningen.
Jeg har allerede brugt den godt. Jeg er vild med printet og den bløde kvalitet. Modellen er så nem, så jeg kan kun opfordre jer til at komme i gang.

This fabric was gifted to me from Stoffstil.

I instantly fell in love with this printed velour fabric. If I hadn´t already redone our sofas in other lovely velour qualities from Stof & Stil, I would have done it with this quality.
But in stead of that, and in the name of the big ego, i decided to make something for myself. Something i know I would get a lot of use from.
Last year I made many loose and light kimonos, but since it is not quite that hot weather yet, I thought I could make a warmer version. This print would be amazing. The inside could use some kind of lining to make the finish perfect, but I got impatient choosing one, so I just went ahead and made it without.
I did it the fast way, as always. Placed a kimono on top of the fabric and cut right away. Before that I had cut a narrow, long piece of the fabric so I had enough for a collar and neck that culd continue all the way down the front.
I have already used it well. I love the print and the soft quality. The style is so easy to make, and I can only encourage you to get started.

Thank you so much for the fabric!

The process:

Om at komme tilbage

Det er et stykke tid siden, jeg har skrevet noget her på bloggen, og det har der været meget grund til.

Jeg mistede desværre min lillebror Kasper i januar i togulykken ved Storebælt.

Det ramte os alle i familien hårdt, men vi har forsøgt at holde fast i hverdagen. Den stopper jo ikke op for noget som helst, opdagede jeg. Den ramler afsted, helt brutal, med nye ulykker og katastrofer, mennesker der overlever og jubler, hver dag.

For mit vedkommende har der i hverdagen også været en familie, der havde brug for mig, og som jeg heldigvis kunne søge både trøst og tilflugt i.

Nu suser det hele derudaf, for da vi kunne trække vejret en lille smule igen, blev den første prioritet at komme tilbage på arbejde og noget, vi kunne lade som om, var normalt. Jeg tænker, der nok havde været meget bedre processer end det, men man søger nok tilbage til det, man kender.

Så den har stået på forberedelse og undervisning på det nye job, jeg nåede at tiltræde i november 2018. Som heldigvis er et godt job, jeg er meget glad for. Og mens man arbejder, kan man sommetider flygte i noget helt andet. Så bliver det kulturteori eller swotanalyser, jeg får lov til at tænke på i en halv time, og ikke hvor meget jeg savner min bror.

Efter sådan en katastrofe, er der meget livsglæde, der forsvinder lige med et.

Uanset hvor mange fine ting, man har i sit liv stadig, så er der en tung dyne af sorg, der suger energi ud af alt.

Derfor er jeg ikke kommet i gang med alle de kreative planer, jeg lykkeligt og uvidende lavede for mig selv i julen 2018. Og det er også ok.

Jeg håber, stille og roligt at kunne finde en ro og et sikkert sted ved min symaskine og mit tegnebord igen. Indtil nu har jeg sat mig ved tastaturet og fået nogle ting ud den vej. At skrive til en, der desværre ikke er her mere, er så uendeligt trist, men det føles nødvendigt. Mit hjerte fyldes hele tiden op med al den kærlighed, som jeg nu ikke længere, kan give til ham, og så kan den i hvert fald komme ud som ord i et word dokument.

Der har været så mange fine og varme hilsner, så mange der har tænkt på os, og det føles som om, mange har sørget med os.

Tak for det.

Det går op for mig, hvor mange der lever med frygtelige tab. De inspirerer mig til ikke at give op, men huske at føle taknemmelighed for det der var, og tillade mig selv glæden over det der stadig er tilbage. Men det er svært at finde en måde at acceptere dette nye livsvilkår med savn og uretfærdighed, og stadig give mig selv lov til alt det, der var rart før. Der er meget der skal læres på ny, når det føles meningsløst.

Så bloggen bliver forhåbentligt ikke helt tom, men en måde at fortælle om det kreative rum som et trygt og helende sted. Det har altid været et rart rum at træde ind i. Nu bliver det i et andet tempo, men det skal stadig give glæde og håb.

Jeg håber, I fortsat vil følge med.

Familiekeramik i Tolne

Familiekeramik i Tolne 4

Jeg har før skrevet om det spændende keramikgalleri og værksted i Tolne. Her i efteråret har pigerne og jeg med nogle veninder og deres børn været testere for et nyt familiekeramik-koncept derude.

Vi har mødtes to søndage med et par ugers mellemrum for først at modellere og siden male alle mesterværkerne. Janne fra Tolne har så stået for brændingen, og vi har kunne hente alle de fine ting med hjem til julegaver.

Det har været et vildt spændende forløb med fuld knald på kreativiteten, og både børnene og de voksne har nydt det. Vi fik frit slag i værkstedet efter en gennemgang fra Janne, og så var det ellers bare at gå i gang med tallerkener, figurer eller skåle. Det var noget lækkert ler at sidde med, helt anderledes end det dekorationsler man normalt sidder med hjemme i stuen til jul.

Malingen af de tørrede ting var meget svær. Det var ikke nemt at se farverne på leret, da det tørrede ind meget hurtigt, og med et barn på hver side, var der ikke rigtigt noget styring på farverne. Det behøver der måske heller ikke være, men jeg er alligevel tit lige præcis dén type voksne, der sidder og styrer farverne i kreaforløbet, så det hele ikke ender med at være brunt. Jeg er nemlig hende, der siger ”stop”, så de kreative emner bliver taget fra, mens det stadig er fint – inden det løber helt af sporet. På en enormt pædagogisk måde selvfølgelig.

Så de færdige ting, er ikke de smukkeste. Kunne nok ikke sælges i Bahne. Men det er ok. For det var mega sjovt, hyggeligt at være afsted med børnene, vi nød alle sammen at være kreative, og nu ved jeg lige præcis, hvordan det skal gøres til næste gang, vi skal afsted. Så bliver det ren Kâhler kvalitet i næste runde.

Familiekeramik i Tolne 5Familiekeramik i Tolne 3Familiekeramik i Tolne 1Familiekeramik i Tolne 2Familiekeramik i Tolne 6Familiekeramik i Tolne 10Familiekeramik i Tolne 11Familiekeramik i Tolne 7Familiekeramik i Tolne 13Familiekeramik i Tolne 12Familiekeramik i Tolne 9Familiekeramik i Tolne 8

Workshop hos Mangt Moodstore

Workshop hos Mangt9Workshop hos Mangt6

Jeg har altid været fan af genbrug, og har også mange gange da jeg var yngre klippeklistret en hel del med blade og papir. Nu er mine krea-timer blevet overtaget af stof og symaskiner, så det er lang tid siden, jeg har lavet collager eller papirkunst.

Fra mit tidligere job på AVV mødte jeg et par gange mit store upcyclingsidol Gitte Lacarriere. Sammen med mine to døtre har jeg set alle afsnittene af ”Fra yt til nyt”, hvor hun er med, og hele familien er store fans af Gitte og limlakken. Da jeg så, at Gitte afholdt en collage workshoprække i hendes Mangt Moodstore, var jeg så klar på at tage af sted.

Det blev til den hyggeligste aften i selskab med en god veninde, en masse flinke damer, og ikke mindst Gitte. Lokalet var yderst lækkert, og jeg kunne virkeligt godt ønske mig sådan et sted.

Stemningen var i top, og Gittes papirlager bugnede af fine sager. Det var bare at klippe, sætte sammen, og lime, så det var en fryd. Flotte fotos, vintage magasiner, smukke tapeter og alt man kunne ønske sig.

Jeg var som altid meget produktiv, og jeg er sindssygt glad for de collager, jeg fik med mig hjem. Det eneste store problem er bare, at vægpladsen som altid mangler herhjemme. Det må jeg finde ud af. Fedt var det i hvert fald, og jeg vil meget gerne afsted igen.

Gitte og hendes største fan – mig!

Workshop hos Mangt 2

Tak til Gitte for det søde værtskab. Alle de bedste anbefalinger herfra.

Workshop hos Mangt8Workshop hos Mangt7Workshop hos Mangt5Workshop hos Mangt3Workshop hos Mangt4