Best of Pinse

3 dages weekend har virkeligt været tiltrængt denne uge. Vi rydder stadig op både i vasketøj og i hovederne efter den nylige London-tur, Alan er begyndt at arbejde ved siden af studierne, og jeg har været hængt op på jobbet. Der har været skruet meget højt op for alting.

Men i denne 3 dages weekend har der været tid til hygge med pigerne,  tid til at bare nyde at de selv leger, leger og leger, badebassin, tid til at redde to bier – mindst, blomsterbuketter fra haven, og ikke mindst en Bauhaus-tur af den slags, hvor man er lige ved at blive skilt, fordi man skal købe så meget hegn, pæle og cement, at det næsten virker nemmere at gå fra hinanden.

Men vi klarede den. Og Alan er endda nået langt med at sætte hegnet op. Jeg flasher snart a-skål i baghaven.

Men derudover har jeg siddet på arbejdsværelset med snurrende symaskiner. Jeg har nemlig fået en lækker samarbejdsaftale med Stof & Stil, så jeg har været igang med at finde ud af, hvad jeg skulle lave fra Smart i en fart bogen af de flotte stoffer, de har sendt mig. Virkelig luksus.

Jeg har altid været mega glad for Stof & Stil. Helt uden spons er jeg mange, mange gange kørt igennem deres kasser med kæmpe indkøb hjem til syværelset. Da jeg gik på TEko i Herning cyklede jeg tit ind til deres butik. På vej hjem lignede jeg altid mest en gadesælger fra Bangladesh med poser på både styr, bagagebærer og i kurven. Og i rygsækken.

Med alt det jeg har syet i tidens løb, regnede jeg en dag ud på det kæmpe metermål, jeg har brugt af deres linningselastik ialt. Alt for pinligt et tal at dele her… Ikke så bæredygtigt eller fornuftigt.

Men i hvert fald. I de næste dage vil jeg dele de ting, jeg har syet af de flotte stoffer. Jeg har valgt nogle af mine yndlingsmodeller fra Smart i en fart, og nu fortæller jeg dig, at jeg kunne nå at sy dem allesammen en pinsesøndag – så det kan jo gå ret stærkt.

Det er altsammen efter undertrøjeprincippet, så det er nemt og hurtigt at komme igang.

Jeg håber, I alle derude har haft nogle gode dage.

Advertisements

Min helt egen bogreception

I lørdags var jeg så heldig at få lov til at holde en reception for bogen Smart i en fart.

Biblioteket i Hjørring ville gerne give mig lov til at låne et fint hjørne af deres flotte lokale, så det tog jeg med kyshånd imod.  Det var virkeligt fint, og så dejligt at kunne flytte en lille fest ind i et dejligt stort rum.

Vi havde lavet muffins med pynt hjemmefra, jordbær, vindruer, og der var alkoholfri bobler til alle.

Alan skulle spille fodboldkamp,  så jeg var lidt nervøs for, om jeg bare ville stå og kigge fortvivlet rundt, mens pigerne ville spise alle kagerne, hvis nu ingen kom.

Men sådan blev det heldigvis ikke.

Der kom mange søde gæster forbi, og jeg blev så befippet og tummelumsk af al successen og taknemmeligheden, at jeg kom til at smide med op til flere blomsterbuketter og flødebollepakker. Man kan jo godt ryste virkeligt meget af glæde.

Det var en dag, hvor jeg var så stolt og lettet over at stå der med min bog, og samtidig så rørt over alle de flinke mennesker jeg kender. Stolt over at nogle af de fine modeller dukkede op, og at jeg kunne vise dem det fine resultat. Dejligt at min flinke familie bakkede op, og så lækkert at min svigerfar gad tage en masse flotte billeder fra dagen.

Vi hyggede os i to timer, og så pakkede vi gaver, blomster og resten af godterne sammen.

Pænt træt og meget lykkelig.

#Smartienfart challenge

Så oprandt ugen, hvor jeg modtog den smukke bog.

DET var stort.

Den er lyserød, og den har et ISBN-nummer. Og så findes den i virkeligheden og ikke bare i mit hoved.

På lørdag holder jeg bogreception på det lokale  bibliotek, og så håber jeg ellers på en god modtagelse. Det er så vildt, at alt det arbejde virkelig endte i en bog. Jeg har stadig ikke rigtigt forstået det.

Men jeg har fejret det hele ugen ved at bruge tøjet fra bogen. Det har været en sjov udfordring, og jeg har været så glad, når jeg har kigget ned af mig selv og tænkt, at (noget af) dét tøj, det har jeg syet. Og det er jo ikke bare fordi, det er i en bog. Det er fordi, man bliver glad af at sy! Og bruge tøjet bagefter.

Så det håber jeg, der er nogle af jer, der vil gøre.

Det er fedt at lave noget selv. Roen og kreativiteten der flyder, mens man er igang, og så stoltheden og glæden ved at påskønne det bagefter.

  • Og her kan I se billederne fra virkeligheden og de fine modelbilleder.

8 ruder DSCF2228

23 DSCF0096.model 1, option kort og stram.model 19.model 22

Ak, ak, ak. Youtube er svært.

Har jeg mon sagt, at der snart kommer en bog?

Nå men, det gør der.

Og i den forbindelse ville det jo være rigtigt fint, hvis man kunne finde nogle af klippe- og sybeskrivelserne fra bogen på film. Det kan vel heller ikke være så svært, tænkte jeg.

Men ha ha ha, det var det.

Her på siden Tutorials ligger der links til youtube-kanalen, og der vil løbende blive lagt flere op. Hvis jeg altså tør stille mig foran kameraet igen.

Jeg siger jer, det var svært. Både at filme det fra de rette vinkler, at tale normalt, og at få det hele til at give mening.

Men der er film at se, hvis man enten vil have lidt sy-tips eller se mig sy, tale med een accent, sy lidt mere, tale med en anden accent og så videre. Der er også en beskrivelse af undertrøjemetoden, hvor jeg med mystisk hår demonstrerer, hvordan man skal markere, inden der skal tegnes, klippes og sys. Alt sammen brugbart 🙂

Nedtælling til den store dag

Påsken er gået lige om lidt, og det er sjovt at tænke tilbage på, at jeg for et år siden var travlt igang med at sy. Jeg tog en uges ferie fra mit job omkring påske for at sy, sy og sy lidt mere.

Det tøj jeg syede, er nu at finde i en bog. Eller lige om lidt at finde i en bog..!

At lave en bog er en lang proces, og tankerne til denne gik igang for længe siden. Der skulle tegnes. Udtænkes ideer. Rettes til. Sys. Fotograferes. Sys om. Fotograferes igen. Skrives. Illustreres. Tænkes godt og grundigt om det hele nu var godt nok. Og nu er den der snart.

Jeg får mine eksemplarer den 9.april, og du kan stadig nå at forudbestille den med rabat, hvis du har lyst.

Du kan gøre det på muusmann’forlags hjemmeside.
Ved at bruge kuponkoden: karoline får du 20% + fri fragt i Danmark
Så kan du supernemt og uden mønster sy disse fine modeller…

Workshop med glade symennesker

I forbindelse med min sybog Smart I En Fart har jeg forsøgt at lave lidt larm rundt omkring. Jeg har altid gerne ville lave mere kreativt med andre, og det er jo en rigtig god anledning, når jeg nu snart har en udgivelse i hænderne.

Jeg er så heldig at jeg i forbindelse med mit job som skraldemadamme ved Hjørring Kommune ofte arbejder sammen med energianlægget og genbrugsbutikken AVV. Det er mit foretrukne sted at købe tøj, som jeg vist også har skrevet her.

De ville gerne samarbejde om en syworkshop på AVV, så jeg fik lov til at samle masser af materialer ude i deres genbrugsbutik. Det var ikke dårligt! Så blev der ellers meldt symennesker til, og vi endte med at være 20 sammen, med ligesåmange på venteliste…  Vi kunne ikke have været flere, for der var gang i den. Symaskiner der brummede afsted i 3 timer, masser af tørklæder, duge, dynebetræk, jeans, læderjakker og t.shirts der blev tryllet om til nye ting  efter nogle af modellerne fra bogen.

Det var så sjovt. Jeg vil virkelig gerne gøre  det igen, så nu forsøger jeg at finde nogle flere steder, hvor det kan lade sig gøre.

Tak til jer der kom. Jeres entusiasme og syglæde var helt i top.

I recently had a workshop at the local recyckling- and energiplant. It was so great. Lots of lovely ladies with their humming sewingmachines making fun stuff out of all the nice materials from the shop at AVV.

Så er der snart en bog på vej

I snart flere år har jeg arbejdet på en sybog “Smart i en fart”. Og det har været en drøm i endnu længere tid. Tænk at udgive en bog – og så endda en med kreativt indhold.
Jeg var så heldig at forlaget Muusmann tog imod ideen og nu til april bliver den udgivet. En helt rigtig bog!
Bogen er til dem, der gerne vil igang med at sy, men som ikke helt har mod på det med mønstre, eller som bare gerne vil have noget hurtigt fra hånden. Resultater fra sybordet med det samme! En moderne udgave af de hippie-halvfjerdserbøger, som jeg selv lærte at sy efter. Tænk Elsebeth Gynther, bare i en lidt mindre kassebuksagtig version med smarte og feminine styles
Jeg arbejder ud fra “undertrøjeprincippet”, hvor man ved at markere op på en lang undertrøje kan klippe direkte – uden at bruge en masse tid på mønstre og mål.
Det har fungeret for mig, og jeg håber, det kan give nogle flere blod på tanden og lyst til at sy.
Hvis du har lyst til at forudbestille bøgen, så kan du købe den på muusmann’forlags hjemmeside.
Ved at bruge kuponkoden: karoline får du 20% + fri fragt i Danmark.
Jeg er så vældig stolt og glad.
Bogen er fotograferet af den dygtige og super flinke Anders Graverholt. Han har givet bogen nogle meget smukke billeder.
De dygtige modeller er nogle smukke piger, jeg er så heldig at kende.
Her er lidt fotos fra selve dagene, hvor vi fotograferede (på den fysioterapiklinik min mor og stedfar arbejder på). Det var den sjoveste – og vildeste weekend. Jeg håber, jeg får lov til at gøre det igen engang.
I am publishing a sewing book now very soon in April. Its been a dream for years and years, and I can hardly believe its happening.
The book is for those who want to sew and create quickly and without the use of patterns.
I am just so super happy and proud.

Aarhus miniswiptur og minimal shopping

I fredags tog vi friskt afsted på en lyntur til Aarhus.  Min yngste bror og hans søde kæreste blev læger, og det skulle vi fejre på fin restaurant om aftenen.

Inden vi nåede så langt, sad vi først fast i toget pga en stakkel, der ville springe fra Limfjordsbroen. Det var jo ret dramatisk med med sådanne opdateringer i højtaleren for de små ører.. vi ved ikke hvordan det gik, forhåbentlig godt, for toget kørte da videre.

Da vi endelig nåede Aarhus, var der hygge og kaffe hos min kusine. Det er altid meget hyggeligt at se hende, og vi får altid snakket så vældigt godt sammen – meget enige som vi er om alt det vigtige.

Til aftentid nåede vi først at besøge min bror i hans lejlighed, hvor den stod på gaver og hygge. Han skal til Hjørring og være læge det næste stykke tid, så han og kæresten fik en pakke, så de kan overleve turen til provinsen. Gavekort og hygge til Hjørring-aktiviteter.

Så gik turen til den fine restaurant. Pigerne var ret trætte efter den lange dag, men Jolina kvikkede dog gevaldigt op med de voksne, mens Roxie faldt i søvn i mine arme. Det var også meget hyggeligt. Efter mine arme slumrede helt ind og mine ben krampede fik vi lagt hende på gulvet ved siden af os på et bjerg af frakker. Der sov hun fint, og det føltes vældigt nostalgisk til min egen barndom, hvor det var ganske normalt at falde i søvn på den måde, når de voksne festede.

ja, Alan laver spas med sovs i skægget..

Lørdag nåede vi en tur i butikker og til brunch i Salling. Deres brunch kan klart anbefales. Vi blev ikke flået prismæssigt i forhold til hvad det ellers kan koste. Det var lækkert og meget anderledes end at gå i bistroen i Salling, da jeg boede i Aarhus i 2003.. Og deres rooftop er jo en oplevelse i sig selv. Det var så flot! Og pigerne følte sig modige ude på vippen..

Vi kiggede på en uendelig mængde af lækre sager. Men det kostede masser af penge det hele, og der var jo ikke noget af det, vi havde brug for. Selv om der stadig frister. Så for 30 kr blandet dims i Tiger til pigerne, og så var vi på vej hjem.

Aarhus er en fed by, og det er dejligt at kunne besøge søde mennesker, men jeg er bare så provinsglad for at bo i Hjørring, så det var også skønt at komme hjem igen.

Børn og bæredygtighed

Det er måske ikke særligt bæredygtigt i det hele taget at få børn, så hvis jeg er så optaget af det, skulle jeg nok have ladet være med at sætte flere forbrugende væsner i verden.

Men nu er de børn her jo, så jeg prøver at se, hvordan jeg ellers kan rette op på det.

Igår var jeg i arbejdssammenhæng til et fantastisk spændende oplæg med Mogens Lykketoft om FNs mål om bæredygtighed. Det var vildt.

Han var god til at fortælle om verdens tilstand, så jeg som tilhører både følte mig vældigt oplyst, forpustet af det kæmpe arbejde der er nødvendigt, men også med en smule håb for fremtiden.

Noget af det der var allermest tydeligt var, at hverken vi der har en hel masse, eller dem der er på vej til at få, kan forbruge som vi gør nu. Det er der bare ikke ressourcer nok til  overhovedet. Så hvad gør man med “detskaljegdaha”-følelsen? Hvordan overlever menneskeheden? Hvordan klarer jeg det selv? Sommetider ved at gå i genbrug, sommetider ved at afholde mig fra det, og sommetider ved at købe, så jeg bliver helt flov. Jeg angrer, og det er slet ikke lækkert for mig at købe, som det var engang. Det føles faktisk lidt klamt, når det er noget, jeg ikke rigtigt skulle bruge, men som bare lokkede mig. Ud i forbrugets fordærv.

Jeg vil allerhelst nøjes med alt det jeg har, for jeg har rigeligt, men det er ikke nemt. Jeg er dog glad for, at jeg trods alt er blevet mere bevidst om det. Det har sparet mig for en masse køb af ting, jeg ikke havde brug for. Og en masse anger.

Mine piger ønsker   sig selvfølgelig alt det, de andre også har, og sommetider er jeg en dum, dum mor. De fik ingen fidgetspinner, da det var moderne, og Jolina talte længe om, hvor dejligt det blev, når hun fyldte 18, og hun kunne købe alle de fidgetspinners, hun ville. Det glæder mig virkelig, at hun ikke taler om det mere, at det ikke længere, er det fedeste ved at blive voksen, at hun må købe fidgetspinners. Men det glæder mig allermest, at begge børn overlevede dette nej. At de hverken mistede alle deres venner i skolen eller flyttede hjemmefra for alvor.

Nu, selv om jeg virkelig har kæmpet imod, har vi allerede flere Loldolls i huset, end jeg kan lide at indrømme. Og hvad er det for noget, helt ærligt. Det er bras, plastik, glittet, pigerne elsker det, men jeg  væmmes lidt ved både, hvad de koster, og hvad nytte de penge kunne gøre andre steder. Hvis så bare den enorme pris gik til produktionen af dem, så var det et plaster på såret, men det tvivler jeg gevaldigt på.

Nu ønsker Jolina sig sådan nogle skumdyr, man kan klemme på. Men. Her stopper det altså.

Jeg vil gøre alt for mine børn, men jeg vil ikke give dem alt. Gøre. Ikke give. Og der er altså ikke nok ressourcer i verden til, at vi alle sammen kan få alle de plastikskumdyr eller andet meget vigtigt bras, vi vil have. I hvert fald ikke, uden det bliver på beskostning af miljøet og dermed os alle sammen.

Jolina har selv idag ryddet ud på værelset og fundet spandevis af lignende legetøj, der bare har været spild. Som har fyldt op, været interessant et kort øjeblik, for derefter at samle støv i rodet.

Så til godnathistorien i aften kom fortællingen om planeten, dens ressourcer, os rige og forkælede røvhuller i vesten, samt de knap så rige andre steder, og at man ikke kan få ALT , man ønsker sig.  Det var nok ikke særligt hyggeligt, men det bliver den her verden altså heller ikke ved med at være, hvis der ingen grænser er for forbruget.

Nu går sure mor i skuret for at snitte noget af træ, som de børn kan få, næste gang de ønsker sig mere til bunken af unødvendighed. Og jeg kigger på mit køkken på vej derud . Mit køkken som er godt slidt. Meget grimt i kanterne.  Det køkken bliver heller ikke skiftet ud med et nyt ligenu. Ikke bare fordi, vi ikke har råd, Fordi vi har brugt alle pengene på Loldolls og skumdyr, men også fordi det ikke er nødvendigt. Selv om det ville være lækkert med et nyt køkken, ville det også være ret klamt.

Velkommen til Duddi Dahrlings Dukkehus

Og velkommen til årets første indlæg! Eller har jeg allerede skrevet noget? Det kan jeg ikke huske.

Jeg håber i hvert fald,  I alle har haft et godt nytår.

Nytår er jo fyldt med gode ønsker og håb for året, og det har jeg det rigtigt fint med. Jeg elsker at lave planer og lister, og drømme mig hen imod af en bedre version af mig selv (uden selvhad of course, pure love) og ikke mindst den fedeste fremtid hvor alle i familien laver lige det, de nyder allermest, og hygger sig gevaldigt med hinanden imens. Jeg har nytårsforsætter stort set hver eneste mandag, onsdag eller søndag, og det er fint.

Et af de her fortsætter er også at blive bedre til at nyde den hverdag, der rent faktisk er, for den er vi nu også meget heldige med.

Men det var faktisk slet ikke den historie, jeg gerne ville fortælle.

Et af mine store ønsker for året er at lave noget mere med mine børn. Ikke bare lektier og al den jappen igennem vores ellers så gode hverdag, som jeg synes det meste bliver. Fordi det hele skal gå stærkt. Men sjove ting, fede ting, kreative ting. Noget som jeg kan gøre med dem, give videre, og som jeg helt egoistisk set også selv gider.  Dvs ikke spille matador for eksempel. Det gider jeg meget lidt.

Jeg har også haft generelt meget dårlig samvittighed i 2017 over alle mine egne kreative projekter, der tog ret meget af den tid, hvor jeg kunne have lært pigerne at strikke eller bare lyttet bedre efter deres hemmeligheder og historier. Nu hvor min bog forhåbentligt når til en udgivelsesdato her i foråret, så føles det også som  om, der bliver noget tid frigivet til et nyt projekt. Og det skal ikke kun være et solo-projekt.

Så vores nye fælles projekt for året er at bygge det fedeste dukkehus. Og selvfølgelig en dukke dertil, frøken Duddi Dahrling.

Vi har nogle gamle Lundby huse fra genneren, og et af dem kom med en kasse blandede møbler. Den kasse glemte jeg næsten, da pigerne var for små, da jeg købte det, men nu er den fundet igen. Og der er så meget fedt! Jeg vil gerne blæse det hele op i størrelse og bo med det. Især det orange badeværelse.

Vi vil lave huset ud af gamle kasser, der skal males og tapetseres. Og så skal der ellers indrettes! På trods af at der er nok Lundby retro møblement (for ikke at nævne sylvanian, playmobil, og hvad der ellers kan bruges) til dobbelt så meget hus, så vil vi også lave nogle ting selv. Sy puder, bygge tændstikæskekommoder og den slags. Klippe tæpper, lave planter, og hvad vi ellers kan finde på. Jeg glæder mig virkelig til at se pigernes kreativitet folde sig ud med det.

Vi gik igang med huset her i weekenden, og det var så herligt. Jeg falder altid i praktiske-mor-rydder-op rollen, når vi har fri, og de andre bygger LEGO, så det var befriende at få lov til at lege med. I the Duddi Dahrling Dreamhouse.

Så i 2018 er vi sådan nogle dukkehusdamer . Sammen.