Der har været fødselsdag i huset idag, som i hele dagen. Og igår aftes med. Familie gange 3 samt 10 små piger i huset… Så selv om klokken kun er lidt i syv, er alle i huset undtagen mig gået helt kolde. Normalt betyder det, at jeg går på rov i skabet, hvor man kan være heldig at finde en glemt skumnisse eller halv slikkepind, eller at jeg går amok på pinterest, men idag havde jeg sådan en bizar lyst til at blogge. At skrive et indlæg af den helt gammeldags slags, hvor det ikke er for at vise noget interessant, men bare for at skrive lidt om dagen der er gået. Som i de gode gamle dage.
Jeg begyndte den første blog, Karoline med K, da Jeg var hjemme med Jolina på barsel. Det vil sige, det er 8 år siden nu. Da Roxie kom til for nu præcis 6 år siden bloggede jeg stadig. Med Jolina måtte jeg gå til pc´en, der stod i arbejdsværelset og overføre billeder fra mit kamera med et kabel! Ak. Med Roxie fik jeg min første iphone, og ligesom jeg spillede wordfeud, mens jeg ammede (sorry til Roxies hjerne og al den stråling, der er strøget igennem) kunne jeg også blogge fra telefonen – og det allerbedste – overføre fotos med det samme, og ikke bare fotos, men fotos der havde været igennem valenciafilteret på instagram. Yndingsfilter anno 2011.
Bloggen fra dengang er lukket ned. Gemt på en server til hvis jeg en dag skulle tænke, at det ville være spændende at læse det igen. Men som mor og arbejdende hest, tænker jeg ikke, at jeg nogensinde får tid til at tænke, at det kunne være interessant. Men den er der. Og det var så hyggeligt dengang. Måske jeg ikke gider læse det, jeg selv skrev, men bare læser det engang for kommentarerne. For de var rare, og der var et fællesskab. Jeg følte det helt heroppe i Hjørring, langt væk fra mange af dem jeg læste med hos.
Jeg holdt op med at blogge på et tidspunkt, som jeg ikke engang kan huske præcis, hvornår var. Men jeg har stadig et domæne, og engang imellem kan jeg forestille mig tiden ved tasterne igen.
Og det jeg havde sådan lyst til at skrive idag, var bare det her helt normale, banale, sådan-er-det-gået-idag-skriblen, som næsten var det eneste jeg skrev engang.
Det har nemlig bare været en dejlig dag. En vild dag. Fordi jeg nu er mor til to store piger på 6 og 8, næsten helt voksne føles det som, men som engang bare lå stille og slubrede, mens man kunne lave alt muligt andet.
Og de er så fantastiske, og på en dag som idag, hvor det er 6 år siden den yngste blev smuttet ud på Hjørring Sygehus, så er det vigtigt at tænke både tilbage og frem. Jeg har allerede glemt det meste af deres tidlige barndom. Eller sådan føles det i hvert fald. Fordi tiden og hverdagen går så stærkt, og min hukommelse er så ringe, at jeg ikke kan huske alt det fortryllende, der er sket helt præcist. Jeg kan heller ikke huske alt det hårde. Jeg kan bare se på dem, at de er mine, og jeg ved, vi har været igennem en helt masse. Eller sommetider, er jeg faktisk ikke helt sikker på, det er dem i virkeligheden. Så føles det som om, der er nogen, der har byttet mine små børn ud med nogle rigtige personer bare i mini størrelse. Og i de øjeblikke kan jeg ikke forstå, at det er de sammme mennesker, som jeg har skiftet ble på og gagget-gyhet med. Men så kigger jeg på dem, og så kan jeg selvfølgeligt godt kende dem. Det er bare så crazy, at de har vokset sig så store. Der er intet babyyagtigt over dem mere. Og selv Roxies ben også er ved at blive lange.
Det er fedt at være mor til de to. Og det går op for mig, at det er blevet lige præcis, som jeg forestillede mig det, når jeg som ny mor kom trillende med barnevognen og så på meget voksne mødre med deres store børn. Sejt! Sådan føles det nu. Også selv om de bare er 6 og 8 år, og der heldigvis er mange år til de bliver rigtig store. Men jeg ved jo godt at de lige om lidt vil til Marokko og backpacke, eller møder en eller anden der ikke er helt fin i kanten, eller at de bliver astronauter og flyver langt ud i rummet.
Men ligenu gider de stadig snakke med mig, holde i hånd, fortælle mig (nogle af deres) hemmeligheder, blive trøstet, dele deres slik, blive kildet, danse i stuen og kramme. Og sommetider tror jeg også, de er en lille smule stolt af mig, som jeg er giga stolt af dem. Og DET, at de ikke synes, jeg er den mest kiksede mor i verden, ved jeg godt, de ikke bliver ved med, så det nyder jeg bare, mens det varer. For jeg bliver ved med at være stolt af dem.
Åh. Jeg sidder altså lige og tuder lidt. Bliver nostalgisk og rørt og så savner jeg jer. Og jeg savner dengang alle havde en blog og det var så let tilgængeligt at følge med hos hinanden. Din blog er den, jeg savner allermest. Du skriver så fint!
Jeg tænker så ofte selv på at begynde at blogge igen, men det bliver ligesom ikke rigtigt til noget.
Stort tillykke med Roxie ❤️ Det er SÅ vildt, hun er blevet 6 år. Jeg kan altså heller ikke helt forstå det.
Stort knus til jer alle fire
Tak søde du. Det var da en fantastisk reaktion <3 Jeg er glad for, du læser med, og så håber jeg på at kunne skrive mere i fremtiden. Det var vilde tider dengang, jeg kan sagtens følge nostalgien. Tak for lykkeønskninger til Roxie. Hun er sådan en stor pige. Kom på besøg snart, vi trænger til en catch-up 🙂