Det er et stykke tid siden, jeg har skrevet noget her på bloggen, og det har der været meget grund til.

Jeg mistede desværre min lillebror Kasper i januar i togulykken ved Storebælt.

Det ramte os alle i familien hårdt, men vi har forsøgt at holde fast i hverdagen. Den stopper jo ikke op for noget som helst, opdagede jeg. Den ramler afsted, helt brutal, med nye ulykker og katastrofer, mennesker der overlever og jubler, hver dag.

For mit vedkommende har der i hverdagen også været en familie, der havde brug for mig, og som jeg heldigvis kunne søge både trøst og tilflugt i.

Nu suser det hele derudaf, for da vi kunne trække vejret en lille smule igen, blev den første prioritet at komme tilbage på arbejde og noget, vi kunne lade som om, var normalt. Jeg tænker, der nok havde været meget bedre processer end det, men man søger nok tilbage til det, man kender.

Så den har stået på forberedelse og undervisning på det nye job, jeg nåede at tiltræde i november 2018. Som heldigvis er et godt job, jeg er meget glad for. Og mens man arbejder, kan man sommetider flygte i noget helt andet. Så bliver det kulturteori eller swotanalyser, jeg får lov til at tænke på i en halv time, og ikke hvor meget jeg savner min bror.

Efter sådan en katastrofe, er der meget livsglæde, der forsvinder lige med et.

Uanset hvor mange fine ting, man har i sit liv stadig, så er der en tung dyne af sorg, der suger energi ud af alt.

Derfor er jeg ikke kommet i gang med alle de kreative planer, jeg lykkeligt og uvidende lavede for mig selv i julen 2018. Og det er også ok.

Jeg håber, stille og roligt at kunne finde en ro og et sikkert sted ved min symaskine og mit tegnebord igen. Indtil nu har jeg sat mig ved tastaturet og fået nogle ting ud den vej. At skrive til en, der desværre ikke er her mere, er så uendeligt trist, men det føles nødvendigt. Mit hjerte fyldes hele tiden op med al den kærlighed, som jeg nu ikke længere, kan give til ham, og så kan den i hvert fald komme ud som ord i et word dokument.

Der har været så mange fine og varme hilsner, så mange der har tænkt på os, og det føles som om, mange har sørget med os.

Tak for det.

Det går op for mig, hvor mange der lever med frygtelige tab. De inspirerer mig til ikke at give op, men huske at føle taknemmelighed for det der var, og tillade mig selv glæden over det der stadig er tilbage. Men det er svært at finde en måde at acceptere dette nye livsvilkår med savn og uretfærdighed, og stadig give mig selv lov til alt det, der var rart før. Der er meget der skal læres på ny, når det føles meningsløst.

Så bloggen bliver forhåbentligt ikke helt tom, men en måde at fortælle om det kreative rum som et trygt og helende sted. Det har altid været et rart rum at træde ind i. Nu bliver det i et andet tempo, men det skal stadig give glæde og håb.

Jeg håber, I fortsat vil følge med.