Det er måske ikke særligt bæredygtigt i det hele taget at få børn, så hvis jeg er så optaget af det, skulle jeg nok have ladet være med at sætte flere forbrugende væsner i verden.
Men nu er de børn her jo, så jeg prøver at se, hvordan jeg ellers kan rette op på det.
Igår var jeg i arbejdssammenhæng til et fantastisk spændende oplæg med Mogens Lykketoft om FNs mål om bæredygtighed. Det var vildt.
Han var god til at fortælle om verdens tilstand, så jeg som tilhører både følte mig vældigt oplyst, forpustet af det kæmpe arbejde der er nødvendigt, men også med en smule håb for fremtiden.
Noget af det der var allermest tydeligt var, at hverken vi der har en hel masse, eller dem der er på vej til at få, kan forbruge som vi gør nu. Det er der bare ikke ressourcer nok til overhovedet. Så hvad gør man med “detskaljegdaha”-følelsen? Hvordan overlever menneskeheden? Hvordan klarer jeg det selv? Sommetider ved at gå i genbrug, sommetider ved at afholde mig fra det, og sommetider ved at købe, så jeg bliver helt flov. Jeg angrer, og det er slet ikke lækkert for mig at købe, som det var engang. Det føles faktisk lidt klamt, når det er noget, jeg ikke rigtigt skulle bruge, men som bare lokkede mig. Ud i forbrugets fordærv.
Jeg vil allerhelst nøjes med alt det jeg har, for jeg har rigeligt, men det er ikke nemt. Jeg er dog glad for, at jeg trods alt er blevet mere bevidst om det. Det har sparet mig for en masse køb af ting, jeg ikke havde brug for. Og en masse anger.
Mine piger ønsker sig selvfølgelig alt det, de andre også har, og sommetider er jeg en dum, dum mor. De fik ingen fidgetspinner, da det var moderne, og Jolina talte længe om, hvor dejligt det blev, når hun fyldte 18, og hun kunne købe alle de fidgetspinners, hun ville. Det glæder mig virkelig, at hun ikke taler om det mere, at det ikke længere, er det fedeste ved at blive voksen, at hun må købe fidgetspinners. Men det glæder mig allermest, at begge børn overlevede dette nej. At de hverken mistede alle deres venner i skolen eller flyttede hjemmefra for alvor.
Nu, selv om jeg virkelig har kæmpet imod, har vi allerede flere Loldolls i huset, end jeg kan lide at indrømme. Og hvad er det for noget, helt ærligt. Det er bras, plastik, glittet, pigerne elsker det, men jeg væmmes lidt ved både, hvad de koster, og hvad nytte de penge kunne gøre andre steder. Hvis så bare den enorme pris gik til produktionen af dem, så var det et plaster på såret, men det tvivler jeg gevaldigt på.
Nu ønsker Jolina sig sådan nogle skumdyr, man kan klemme på. Men. Her stopper det altså.
Jeg vil gøre alt for mine børn, men jeg vil ikke give dem alt. Gøre. Ikke give. Og der er altså ikke nok ressourcer i verden til, at vi alle sammen kan få alle de plastikskumdyr eller andet meget vigtigt bras, vi vil have. I hvert fald ikke, uden det bliver på beskostning af miljøet og dermed os alle sammen.
Jolina har selv idag ryddet ud på værelset og fundet spandevis af lignende legetøj, der bare har været spild. Som har fyldt op, været interessant et kort øjeblik, for derefter at samle støv i rodet.
Så til godnathistorien i aften kom fortællingen om planeten, dens ressourcer, os rige og forkælede røvhuller i vesten, samt de knap så rige andre steder, og at man ikke kan få ALT , man ønsker sig. Det var nok ikke særligt hyggeligt, men det bliver den her verden altså heller ikke ved med at være, hvis der ingen grænser er for forbruget.
Nu går sure mor i skuret for at snitte noget af træ, som de børn kan få, næste gang de ønsker sig mere til bunken af unødvendighed. Og jeg kigger på mit køkken på vej derud . Mit køkken som er godt slidt. Meget grimt i kanterne. Det køkken bliver heller ikke skiftet ud med et nyt ligenu. Ikke bare fordi, vi ikke har råd, Fordi vi har brugt alle pengene på Loldolls og skumdyr, men også fordi det ikke er nødvendigt. Selv om det ville være lækkert med et nyt køkken, ville det også være ret klamt.
.
.
.
ja, Alan laver spas med sovs i skægget..
