Fra et par læderbukser ingen gad have til min nye taske

Jeg fandt de her gamle læderbukser fra genbrugsbutikken frem forleden. Jolina grinede af mig, fordi hun nok aldrig før var stødt på konceptet læderbukser, og hun troede, at jeg skulle have dem på.

Da jeg så begyndte at klippe dem i stykker, så der til sidst bare var et par læder-chaps tilbage, grinede hun endnu mere, fordi hun troede, at jeg skulle have DEM på..

Det skulle jeg ikke.

Men jeg klippede bukserne af ved det øverste af lårene, og klippede dem derefter op i indersømmen.

Det gav mig to nogenlunde ens stykker, der blev klippet til , så de blev til to ens rektangler. De blev stukket sammen.

Resten blev klippet i korte baner, der så blev syet sammen til en hank.

Hanken på tasken, og så en orange elastiksnor på midten af åbningen. En knap på midten af tasken ca, så elastikken kan lukkes ned over knappen.

Super simpelt og så lækker en taske af det fineste, bløde bukseskind.

Til orientering er bukserne vasket ved 40 grader i maskinen. Det er ikke altid det lykkes, men det gjorde det denne gang.

Advertisements

Decoupage på gamle dåser

I bæredygtighedens og familiehyggens navn har vi her i december lavet decoupage med servietter på nogle gamle dåser. Vi kunne også bare have genbrugt dåserne og smidt dem til metal på genbrugspladsen, men inden vi gør det, så ville vi lige give dem lidt nyt liv herhjemme.

Vi havde lim, pæne servietter og pensler. Og så gik vi ellers bare igang. Jolina  gav den fint gas, men Roxie synes ikke det er så fedt det med lim på fingrene, så jeg fik lov at lave det meste af hendes.

De tørrede og er ellers så bare super fine til pensler, potteplaner eller tusser – hvis man har vildt mange tusser. Næste gang prøver vi nogle lidt mindre dåser, men jeg havde tilfældigvis dem her liggende fra en veninder der arbejder i et storkøkken. Og det er ikke så tit, man ser så  store dåser (nej altså, stop nu). Haha.

Det er en sjov aktivitet og nemt at få et rigtig flot resultat. Det er værd at prøve, hvis man kan lide at få lim på fingrene.

Når man giver gaver, der ikke kan byttes i butikkerne

Som jeg har skrevet om før, så er der hjemmelavet og genbrugstema på størstedelen af julegaverne herhjemme i år. Det er jo altid lidt et sats, og det kan være farligt, hvis ikke man kender dem, man skal give gaverne til godt. Og selv om man gør det, går det heller ikke altid super fantastisk alligevel.

Men jeg forsøger mig i år.

Jeg er træt af det endeløse forbrug og vigtigheden af pris. “Hvor meget giver vi for?” Det bliver jo ofte bare et byt af noget, der ender med at blive byttet alligevel, og det er så fjollet. Så jeg giver så noget nu, som ikke kan byttes, og som jeg har brugt dyrebar tid på. Det ved jeg heller ikke hvor smart er. Og måske det bare ender med ingen gaver næste år overhovedet, fordi ingen gider have mit hjemmelavede shit. Måske. Men jeg kan godt lide at lave ting, og jeg synes nogle af de ting, rent faktisk er flotte nok til at man kunne forestille sig, at en modtager kunne blive glad for dem.

Men nu ser vi.

Jeg hygger mig med at lave gaverne. Ofte med pigerne som selskab, og det gør det ikke dårligere. Jeg synes i hvert fald, det er sjovere at dimse med hjemmelavet stads end at shoppe i december måned.

Vi har lavet perle-smykker af forskellig slags, og så har de hjulpet mig med at klippe og sy. Og ikke mindst få ideer til tingene.

Der er blevet produceret alt muligt forskelligt, og især de her futter er jeg spændte på. Det er gamle uldsweatere, der både ved fejl og med vilje er blevet vasket lidt for hårdt i vaskemaskinen. Så passer de ingen mere, og kunne passende klippes op til futter. Jeg tror måske et par pomponer kunne passe på nogle af dem. Måske ikke lige dem til min far. Eller måske lige præcis dem.

Det er jo heller ikke alle projekter, der ender lige godt..

Nå, jeg havde den her virkelig gode ide med at lave nogle kasser af pap. Altså nye papkasser fra nogle gamle papkasser. Det lyder jo også virkeligt smart. Men det var fordi, de lige skulle passe på nogle bestemte mål, så det gav mening på idéplanet.

Men idéplanet er ikke virkelighed, og det blev noget juks.

Tape, grimme kanter og ikke nok papir til at dække det med. Skævt af H til.

Måske med noget tapet klistret på det grimme kunne blive camoufleret og kassen ville blive forstærket.. Men det bliver en dag, hvor det lige passer at hælde tapetklister ud over hele stuen, for det er altid sådan det ender med tapetklister.

Fake lakridskonfekt i ovnen

Jeg forsøger at nå alt det her julekreative og hyggelige med pigerne i juleoptakten i år, og det går faktisk meget godt. Når det er sagt, så får huset også lov til at sejle med rod og kaos, og vi får heller ikke prioriteret så meget andet på hverken kæreste- eller familiefronten. Men hul i det. Vi får lavet noget kreativt, og det er begge pigerne heldigvis fuldt med på. Alan har også haft så monster travlt med både danskprøver, eksamener og dansk indfødsretsprøve, så jeg tror, han synes, det har været fint, at vi andre har ladet ham være i fred, når vi har siddet og dimset.

Idag fandt jeg noget fimo frem. Det er altid lidt nostalgisk, og jeg husker tydeligt den første fimosæt jeg fik i julegave for nok ca 27 år siden. Det var tider. Jeg fik produceret øreringe nok til hele halvfemserne.

Jeg gik først igang alene idag, for Roxie legede og Jolina sad faktisk allerede og lavede pomponer (plastik-pompon-laveren er altså et hit for Jolina istedet for den langsommelige papskiveprocess. Med den kan Jolina producere lige så hurtigt som sin mor). Og jeg gik også lidt i ego-mode, for jeg VILLE lige have lavet noget lakridskonfekt af leret selv, inden pigerne kom for godt igang. Da det så var lavet, kom pigerne ind over, og gik igang med små dyreansigter til halskæder. Det blev meget nuttet, og jeg skal nok blive glad for dem, hvis jeg får dem i julegave i hvert fald.

Så blev det bagt, og selv om jeg ikke er vild med plastikduften, der breder sig i køkkenet, så er resultatet meget godt.

Genbrugsjul

Vi har  allerede pyntet op til jul. Det gjorde vi tidligt, weekenden før Roxies fødselsdag som altid, og plastiktræet kom op fra kælderen.

Jeg kan ikke huske, hvor gammelt det er, men det har virkeligt tjent sig selv ind det træ.

Det er utroligt smukt, smagfuldt og vældig classy.

Men jeg er så glad for det. Det er Disney for alle pengene, tæt og med mange grene så alt mit jule-lir kan hænge på det.

Og det bedste er, at det holder hele december. Jeg bliver så glad for at kigge på det hver eneste morgen i december, når jeg sidder med morgenkaffen, og jeg håber, det kan holde i mange, mange år fremover.

Grenene med pynt er også oppe nu. Det er bling, glimmer og larm. Og det passer fint til rodet herhjemme. Men som en af Roxies klassekammerater sagde “jeg synes, det er for meget”. Det er nok rigtigt nok. Men helt fint og for meget til os.

Og juletræet er ikke det eneste, der er genbrug. Som i alle andre år forsøger vi igen i år at skrue ned for gaveræset. Så det er 1 lille købt gave til hver, og så er det ellers hjemmelavede (for både min og pigernes fornøjelses skyld) eller genbrugsting. Det betyder, at det har været en noget sjovere og anderledes shoppingproces. Ikke så mange stressede butikker, men søde, gamle frivillige damer i genbrugsbutikker.

Jeg er spændt på at se, hvordan det kommer til at gå. Nogle er det meget nemt at finde noget fint eller passende til i genbrug, og andre er næsten umulige. Men der er jo altid nogle, man aldrig kan finde det rigtige til. Nu er der så bare et andet fokus, og det kommer i hvert fald ikke til at handle om, hvor meget det har kostet, for det har helt klart været billigt!

Suk, for en dag

Midt i alle de planlagte krea- og juleindlæg kommer her en lille bid virkelighed.

Det startede så smukt og godt imorges, men idag blev en dag, der for alvor satte alting i perspektiv.

Min mor har skrantet et par dage, og med hendes knoglemarvscancer i tankerne er hun bare altid ekstra skrøbelig i mit hoved. Selv om hun overhovedet ikke lader det være et problem for hende selv. Men jeg var nervøs, og jeg frygtede der var noget på færde.

Og det gik galt idag. Hun endte i en feberrus helt konfus på hospitalet, fordi hun havde overset en lungebetændelse, jeg ved ikke hvor længe. Hun var slet ikke sig selv, og jeg var ved at dø af skræk over de ukendte prognoser, mens jeg sad ved hendes seng. Hun forsøgte at hvile, og mine skræmte tanker fyldte alt. De skreg hvinende rundt i lokalet og havde allerede gjort mig moderløs.

Ud over mine børn og min mand, er hun den, jeg er allermest bange for at miste. Det er jo det, det handler om. Mit forhold til hende er mere, end jeg kunne drømme om, og jeg ved, jeg er så utrolig heldig. Hun er en evig støtte, og hun hjælper med alt, og gør mit liv nemmere på så mange måder. I så høj grad, at tanken om at skulle klare det uden hende er ubærlig. At være voksen alene uden hende. Ikke at kunne dele alt det jeg deler med hende mere. Og Den Store Angst kom tæt på idag.

Nu hvor prøverne viser lungebetændelse er det måske vældig dramatisk, men sådan er det. Når man mere end een gang har troet, man skulle sige farvel, så bliver det bare meget let dramatisk.

Men det er en diagnose med håb. Det er kun en lungebetændelse. Og det er godt. Imorgen har hun sovet, fået væske, medicin, og forhåbenligt fået det lidt bedre.

Og om et par dage kan hun måske klare at få en lille reprimande om at skulle passe lidt mere på sig selv, og turde tage imod noget af den hjælp, hun selv deler så stort ud af.

Kreaklubben

Jeg er så heldig at have nogle søde veninder, der også godt kan lide at være kreative. Når vi kan nå det i vores normalt pressede provinsmor-liv, så prøver vi at mødes en gang om måneden. Vi har forskellige håndarbejdsprojekter med, og så når vi det, vi når. Sommetider er det kun et par sting (det er det for det meste) men det er meget rart at have muligheden for at lave noget. Og fedt at få inspirationen fra hinanden.
Sidste gang vi mødtes hos mig, fik jeg syet nogle pompomer på nogle pandebånd. Det var så effektivt det blev, men det var stadig meget hyggeligt.

Pandebåndene er lavet af en striktrøje af noget lækkert silkegarn, som jeg egentligt ville have trevlet op til noget andet, men det var blevet vasket for tæt, så det kunne jeg ikke. Så istedet blev trøjen klippet i nogle stykker, som så blev til lækre og bløde pandebånd – nu med pompomer.

Med pigerne på grafik-workshop

Det Grafiske Værksted i Hjørring altså. Det er virkeligt et godt sted. Det kan vi godt lide her i huset..

Jeg havde i weekenden pigerne med til 3 timers børneworkshop. Det var så fint. En dygtig underviser sørgede for de fik noget ud af det begge to, selv om de rennt skære-  og trykkemæssigt er på meget forskellige niveauer. Jolina skar i linoleum, mens Roxie lavede mønstrene i stykker af liggeunderlag. Det var virkeligt godt, og de fik begge lavet en masse.

Det er så sjovt at tage dem med til sådan noget, og jeg håber, de gider det for altid. Så skal vi gå til porcelænsmaling, når de bliver teenagere… Og apropos mit indlæg i sidste uge, så er det en af de ting, der bare minder mig om, at de altså er så STORE! De kan smøre maling på en rulle og trykke deres eget kunsttryk. Shit altså.

På tirsdag skal jeg afsted derover med mine veninder. Så skal  der trykkes og skæres for de voksne. Jeg glæder mig.

Tryk på tryk på tryk!

Jeg troede, jeg havde postet noget om det her, men det havde jeg ååbenbart ikke! Så det gør jeg nu, meget meget for sent, men alligevel.

Til min fødselsdag i sommer da jeg fyldte 36 år, ville jeg rigtig gerne gøre noget særligt med mine veninder. Jeg var lidt i tvivl, det kunne have endt på bowlingbanen eller i svømmehallen, men jeg ville også meget gerne lave noget, der var meget mere mig. Noget som kunne være en oplevelse for os alle, og som jeg selv virkelig gerne ville.  Fordi, ego.

Så jeg kontaktede det Grafiske Værksted i Hjørring og fik koordineret en aften med to dygtige undervisere og så ellers 3 timer, hvor vi bare kunne snitte i linoleumsplader og trykke løs. Det var så fedt! Og det tror jeg faktisk, vi alle sammen syntes. Der var hyggelig stemning, og vi var meget effektive, selv om der var bobler og slik på bordet samtidigt. Vi havde næsten ikke tid til at sludre…

Vi havde så fin en aften, og det var en af de bedste fødselsdage, jeg har haft.

Om et par dage skal jeg afsted med Roxie og Jolina til en børnetrykke-workshop, det bliver også rigtig godt. Jeg glæder mig i hvert fald. Jolina har været afsted alene en gang før. Der skar hun sig i fingeren og besvimede, meget dramatisk, så det her bliver også et forsøg på at komme op på hesten igen. Og så passer vi godt på den skarpe snitter..