Midt i alle de planlagte krea- og juleindlæg kommer her en lille bid virkelighed.
Det startede så smukt og godt imorges, men idag blev en dag, der for alvor satte alting i perspektiv.
Min mor har skrantet et par dage, og med hendes knoglemarvscancer i tankerne er hun bare altid ekstra skrøbelig i mit hoved. Selv om hun overhovedet ikke lader det være et problem for hende selv. Men jeg var nervøs, og jeg frygtede der var noget på færde.
Og det gik galt idag. Hun endte i en feberrus helt konfus på hospitalet, fordi hun havde overset en lungebetændelse, jeg ved ikke hvor længe. Hun var slet ikke sig selv, og jeg var ved at dø af skræk over de ukendte prognoser, mens jeg sad ved hendes seng. Hun forsøgte at hvile, og mine skræmte tanker fyldte alt. De skreg hvinende rundt i lokalet og havde allerede gjort mig moderløs.
Ud over mine børn og min mand, er hun den, jeg er allermest bange for at miste. Det er jo det, det handler om. Mit forhold til hende er mere, end jeg kunne drømme om, og jeg ved, jeg er så utrolig heldig. Hun er en evig støtte, og hun hjælper med alt, og gør mit liv nemmere på så mange måder. I så høj grad, at tanken om at skulle klare det uden hende er ubærlig. At være voksen alene uden hende. Ikke at kunne dele alt det jeg deler med hende mere. Og Den Store Angst kom tæt på idag.
Nu hvor prøverne viser lungebetændelse er det måske vældig dramatisk, men sådan er det. Når man mere end een gang har troet, man skulle sige farvel, så bliver det bare meget let dramatisk.
Men det er en diagnose med håb. Det er kun en lungebetændelse. Og det er godt. Imorgen har hun sovet, fået væske, medicin, og forhåbenligt fået det lidt bedre.
Og om et par dage kan hun måske klare at få en lille reprimande om at skulle passe lidt mere på sig selv, og turde tage imod noget af den hjælp, hun selv deler så stort ud af.
