I lørdags var jeg så heldig at få lov til at holde en reception for bogen Smart i en fart.
Biblioteket i Hjørring ville gerne give mig lov til at låne et fint hjørne af deres flotte lokale, så det tog jeg med kyshånd imod. Det var virkeligt fint, og så dejligt at kunne flytte en lille fest ind i et dejligt stort rum.
Vi havde lavet muffins med pynt hjemmefra, jordbær, vindruer, og der var alkoholfri bobler til alle.
Alan skulle spille fodboldkamp, så jeg var lidt nervøs for, om jeg bare ville stå og kigge fortvivlet rundt, mens pigerne ville spise alle kagerne, hvis nu ingen kom.
Men sådan blev det heldigvis ikke.
Der kom mange søde gæster forbi, og jeg blev så befippet og tummelumsk af al successen og taknemmeligheden, at jeg kom til at smide med op til flere blomsterbuketter og flødebollepakker. Man kan jo godt ryste virkeligt meget af glæde.
Det var en dag, hvor jeg var så stolt og lettet over at stå der med min bog, og samtidig så rørt over alle de flinke mennesker jeg kender. Stolt over at nogle af de fine modeller dukkede op, og at jeg kunne vise dem det fine resultat. Dejligt at min flinke familie bakkede op, og så lækkert at min svigerfar gad tage en masse flotte billeder fra dagen.
Vi hyggede os i to timer, og så pakkede vi gaver, blomster og resten af godterne sammen.
Pænt træt og meget lykkelig.