Velkommen til Duddi Dahrlings Dukkehus

Og velkommen til årets første indlæg! Eller har jeg allerede skrevet noget? Det kan jeg ikke huske.

Jeg håber i hvert fald,  I alle har haft et godt nytår.

Nytår er jo fyldt med gode ønsker og håb for året, og det har jeg det rigtigt fint med. Jeg elsker at lave planer og lister, og drømme mig hen imod af en bedre version af mig selv (uden selvhad of course, pure love) og ikke mindst den fedeste fremtid hvor alle i familien laver lige det, de nyder allermest, og hygger sig gevaldigt med hinanden imens. Jeg har nytårsforsætter stort set hver eneste mandag, onsdag eller søndag, og det er fint.

Et af de her fortsætter er også at blive bedre til at nyde den hverdag, der rent faktisk er, for den er vi nu også meget heldige med.

Men det var faktisk slet ikke den historie, jeg gerne ville fortælle.

Et af mine store ønsker for året er at lave noget mere med mine børn. Ikke bare lektier og al den jappen igennem vores ellers så gode hverdag, som jeg synes det meste bliver. Fordi det hele skal gå stærkt. Men sjove ting, fede ting, kreative ting. Noget som jeg kan gøre med dem, give videre, og som jeg helt egoistisk set også selv gider.  Dvs ikke spille matador for eksempel. Det gider jeg meget lidt.

Jeg har også haft generelt meget dårlig samvittighed i 2017 over alle mine egne kreative projekter, der tog ret meget af den tid, hvor jeg kunne have lært pigerne at strikke eller bare lyttet bedre efter deres hemmeligheder og historier. Nu hvor min bog forhåbentligt når til en udgivelsesdato her i foråret, så føles det også som  om, der bliver noget tid frigivet til et nyt projekt. Og det skal ikke kun være et solo-projekt.

Så vores nye fælles projekt for året er at bygge det fedeste dukkehus. Og selvfølgelig en dukke dertil, frøken Duddi Dahrling.

Vi har nogle gamle Lundby huse fra genneren, og et af dem kom med en kasse blandede møbler. Den kasse glemte jeg næsten, da pigerne var for små, da jeg købte det, men nu er den fundet igen. Og der er så meget fedt! Jeg vil gerne blæse det hele op i størrelse og bo med det. Især det orange badeværelse.

Vi vil lave huset ud af gamle kasser, der skal males og tapetseres. Og så skal der ellers indrettes! På trods af at der er nok Lundby retro møblement (for ikke at nævne sylvanian, playmobil, og hvad der ellers kan bruges) til dobbelt så meget hus, så vil vi også lave nogle ting selv. Sy puder, bygge tændstikæskekommoder og den slags. Klippe tæpper, lave planter, og hvad vi ellers kan finde på. Jeg glæder mig virkelig til at se pigernes kreativitet folde sig ud med det.

Vi gik igang med huset her i weekenden, og det var så herligt. Jeg falder altid i praktiske-mor-rydder-op rollen, når vi har fri, og de andre bygger LEGO, så det var befriende at få lov til at lege med. I the Duddi Dahrling Dreamhouse.

Så i 2018 er vi sådan nogle dukkehusdamer . Sammen.

2 thoughts on “Velkommen til Duddi Dahrlings Dukkehus

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *