The family that sews together stays together

The otherday I had my cousin and her two daugthers over. My cousin is like the bigsister I always dreamt of, and I enjoy hanging out with her now just as much aswhen I was a little kid.

Her oldestdaughter is such a good kid – and her youngest and my two girls just playtogether so well. It´s really cosy.

They hadbeen shopping for fabric and came over to us for a fun Sunday sewing time. In 5hours we made 12 garments! Crazy. A lot of skirts, some t.shirts and these cooltrousers that you can see here. Oh, and lots of little things for the dolls andthe playhouse. Creative time when it´s best.

So awesome.

Creativity and sorrow

Danish below.

As I have mentioned before, I now stand at the crossroad with the blog and it is a weird mix of sadness and all my creative projects.

It´s now soon 5 months since I lost my brother, and people sometimes ask how I am dealing with it. I never quite know how to answer that, because the thing is – I just do. I handle it. Because I have to. I live with it, because there is an everyday that does not hold back. Nothing is going to change. He is not going to come back no matter how unrealistic what happened was. But there are a thousand other elements in my life that just whiz by. Both the annoying things, the boring stuff, the sadness, but also the good. My life has not stopped. And it is still full of warm, uplifting and creative moments, just always in the shadow of sorrow. He is in my thoughts constantly, but I have understood, that unfortunately this is just the unfair way life is going to go on for us. Sometimes I feel guilt because everybody handles sadness in their own way, and what if the way I do it is wrong…

But I have forced myself to create a lot of content apart from family life and work, plans for creative projects, activities, to-do´s and chores, so there is always something to escape into when collapsing is on the horizon. And sometimes it´s possible and other times it´s not. Then sorrow and memories catch up and pierces through.

I just try to create content. Meaningful content. And that´s my way of handling it.

I still want to do projects, be creative and make things. His life was so short, and it feels like it has put an extra battery in mine. I want to make the most of my life. Both creating value for others, being with them where it makes sense and I make a difference, but also just sew a pretty blouse, draw some important stories, plant some flowers and drink good coffee. So I try to do that.

When I was sick 5 years ago and scared of dying from my loved ones, I was also afraid that all my work had been for nothing. Why had I spent so much time being creative, dancing, and wonderign who I was, if I was just to dissappear..?

Now I know there are no quarantees in life, but the most important thing is being good to others, creating value in the important relationships, and doing something you love. That way there is hardly anything to regret the day it is suddenly too late.

That´s wy I keep sewing, drawing, making plans for future projects. And it helps me in the grief process, where the fabric or paper between my hands becomes and way of de-stressing.

Some of the projects unfold, grows and eventually flies off. This is strange, because it makes me kinda happy, and happiness has becomesuch a weird thing. Because it´s soon 5 months since we have been truly happy.

But it is ok to just be a little happy. There will always be sorrow and loss, and not very much feels truly great on this side of things, but I am slowly understanding that I can open up to the feelings of excitement and pride when my projects become real.

That is the way it is now.

Life is still here, even though my brother is gone.

I can still publish a book, sew fun things, experience stuff that I always dreamed of, eben though he won´t be here for it. And even though nothing will ever feel the way it once did, it is still good to do the things that create joy and peace.

—–

Som jeg har nævnt tidligere, så står jeg med denne blog  nu, og den er fyldt med det underlige miskmask af sorg og så alle mine kreative aktiviteter. Og det har jeg accepteret, at det er sådan det er.

Det er nu snart 5 måneder siden, jeg mistede min bror, og folk spørger sommetider, hvordan jeg håndterer det. Det ved jeg aldrig helt, hvordan jeg skal svare på, fordi jeg gør det jo bare. Jeg håndterer det bare. Fordi jeg bliver nødt til det. Jeg lever videre med hverdagen, fordi der er en hverdag, som ikke holder sig tilbage.

Der er ikke noget, der kommer til at ændre sig. Han kommer ikke tilbage lige godt hvor urealistisk det der skete var. Men der er tusind andre elementer i mit liv, som bare suser afsted stadigvæk. Både det irriterende, det kedelige, det nedslående, men også det gode. Mit liv er ikke gået i stå. Og det er fyldt med varme, opløftende og kreative stunder, men altid i skyggen af savnet. Han er jo i mine tanker konstant, men jeg har fattet, at det desværre bare er sådan her – på den her uretfærdige måde, at livet kommer til at gå videre for os. Det giver mig af og til dårlig samvittighed, fordi der er så mange, der håndterer sorg på en anden måde, og hvad nu hvis den måde jeg gør det på er forkert..

Men jeg har tvunget mig selv til at skabe en masse indhold udover familieliv og arbejde, planer for kreative projekter, en masse aktiviteter, gøremål og opgaver, så der altid er noget at flygte ind i når sammenbruddet truer. Og sommetider kan man så det, og andre gange er det umuligt. Da indhenter minder og sorg mig og gennemtrænger.

Jeg forsøger bare at skabe indhold. Godt indhold. Og det er min måde at klare det på.

Jeg vil stadig lave projekter, være kreativ og skabe noget. Hans liv blev så kort, og det har sat et ekstra batteri i mig. Jeg vil nå noget. Både at skabe værdi for andre, at være med dem, hvor det giver mening og jeg gør en forskel, men jeg vil også bare sy en pæn bluse, tegne en historie, som jeg synes er vigtig, plante nogle blomster og drikke en god kop kaffe.

Så det forsøger jeg at gøre.

Da jeg selv var syg for 5 år siden, var jeg selvfølgelig bange for at dø fra mine kære, men også bange for at alt mit arbejde skulle være forgæves. Hvorfor havde jeg dog brugt så meget tid på at være kreativ, på at danse, på at tænke over hvem jeg var, hvis jeg bare skulle forsvinde..? Nu ved jeg, at der ingen garanti er på livet, men at det vigtigste er at være god mod andre, skabe værdi i de relationer man har, og lave noget man holder af. Så der er så lidt som muligt, der vil være spildt, den dag det er for sent.

Så ud over mine relationer, som jeg forsøger at være værdifuld i, så er det fine for mig at skabe. Derfor bliver jeg ved med at sy, tegne og lave planer for alle mine projekter. Og det hjælper mig så samtidigt i den her sorgproces, hvor stoffet eller papiret mellem mine fingre bliver en måde at stresse ned.

Nogle af projekterne folder sig ud, vokser, og får vinger. Det er underligt, fordi det jo gør mig glad, og glæde er blevet sådan en underlig ting. For det er jo snart 5 måneder siden, vi har været rigtig glade.

Men det er også ok at være lidt glad. Der er altid sorg og savn, og det er meget lidt, der føles helt fantastisk her på den anden side, men jeg er ved at forstå, at jeg godt kan åbne op for at føle spænding og stolthed, når mine projekter får liv.

Sådan er det nu.

Livet er her stadigvæk, selv om min bror er væk. Jeg kan stadig nå at udgive en ny bog, sy sjove ting, opleve noget af det jeg altid har drømt om, selv om han ikke kommer til at opleve det. Og selv om intet kan føles på samme måde som før, så er det stadig godt at beskæftige sig med det, der giver glæde og ro.

Påskesol og påskepause

I påskeugen var jeg så heldig at have fået ophold ved Hjørring Kommunes kunstnerrefugium ved Slettingen.

Man kan søge om det, hvis man har et kreativt eller kunstnerisk projekt, og jeg var så heldig at slippe igennem til en uges ophold.

Jeg havde tusind projekter med, og det var ikke fordi det hele var ren idyl. Jeg skulle ind og undervise på jobbet, og jeg nåede også at stresse ret meget, over alt det der ikke blev tegnet og skrevet. Men. Jeg fik arbejdet på flere bogprojekter, der har ligget stille alt for længe. Ikke meget, men lige et par streger på hver. Både billedbøger, nye sy-ideer, og ikke mindst den noget mere tunge afdeling med tanker om min bror. Det er noget af det, der er hårdt at gå ind i, når man sidder en hyggelig aften derhjemme og lige har en halv time, for det gør ondt, og det er svært at vide, hvordan man har det på den anden side. Så det føltes nemmere at gøre derude midt i det smukke rå landskab. Midt i mørket, da klokken var mange, og der pludseligt var meget ensomt. Så var øjeblikket der til at lukke op og skrabe lidt af såret.

Det gjorde stadig voldsomt ondt på den anden side, men jeg er glad for, jeg kunne dykke ned i det. I det fuldstændige uretfærdige, der er i det, hører jeg nu hans stemme, der  siger til mig, jeg skal tage det roligt, og få alt det jeg kan, ud af det der er tilbage. Det er ham, der er fornuften, når jeg hysterisk eller trist. For det var dét, han var for mig – rolig, fornuftig og støttende. Nu er han det bare med en usynlig stemme. Den sad jeg derude i mørket og kunne høre. Det var syret. Og trist.

Men der var også lys og påskesol. Masser af det endda. Og livet bliver så uforståeligt. Der er så mange tegninger, jeg skal nå at tegne, så mange ord jeg skal sætte sammen på papir, for jeg skal da i hvert fald nå det, inden det en dag er for sent. Jeg kan så nemt stresse rundt i det, selv når alt andet omkring byder mig at give slip, trække vejret roligt og sætte mig ned.

Det hjalp da familien kom på visit. Så blev jeg nødt til at pakke ned. Jeg kunne ikke tale mere med min usynlige bror, og jeg måtte lade stresskreativiteten få en lille pause. I stedet kunne vi gå ture, tegne sammen, nyde solens varme, kigge på vand, strand, heste, får og sten, og nyde at der ikke var et fjernsyn i den helt perfekte hytte. Og det gjorde vi.

Lidt mere tid alene blev det også til, flere tegninger, flere ord, og på den måde blev den første påske uden Kasper overlevet. Alenetiden gjorde godt på én måde, og de mange projekter hjalp, når alenetiden alligevel blev for svær. Familie og kærlighed mindede mig om alt det, vi stadig har, og med Kaspers stemme i mit hoved var han der alligevel lidt. Ikke nok, men jeg tager det, jeg kan få.

Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig

Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 3

Jeg ved ikke helt, hvor jeg glemte min hjerne her i efteråret, da jeg meldte mig til først et julemarked og derefter gik i gang med at planlægge opstarten af et andet.

Det var egentligt dumt og overmodigt. Især med jobskifte og almindeligt diverse hverdagsstress.

Men nu hvor det er overstået er det jo meget hyggeligt at tænke tilbage på, og det gik jo fint.

Typisk mig dog. At ville det hele. Som i DET HELE. Så derfor sad jeg hele efteråret og nørklede med alt muligt dims, som jo aldrig nogensinde i hverken den ene eller den anden virkelighed kan tjene sig ind, men som er meget hyggeligt, hvis man godt kan lide at nørkle altså.

Og det kan jeg jo.

Jeg fik syet små dukker, hvaler, nisser, huer og pandebånd. Lavet smykker og andet pynt.

Alt sammen fine, fine ting.

Det ene julemarked på det lokale historiske museum fik jeg endda lokket min kreaklub med på, så vi sad og hyggede os, mens vi kiggede på alle de folk, der havde travlt med ikke at købe noget.

Med julemarkeder er det virkeligt med at kende målgruppen, og hvis alle dem der besøger markedet kommer med en helt anden smag, kan man sidde dér i lang tid, uden der sker særligt meget. Men de få flinke kunder, der er, er man ih så taknemmelig for. Mine piger var også med, og heldigvis nød de at lege butik, så det gjorde det jo også meget hyggeligt. Måske det får dem til at overveje sikre karrievalg i deres fremtid, så de ikke skal sidde som mig og pushe hjemmelavede kreationer. Men på den anden side, jeg har jo et ganske stabilt job, jeg kan jo bare ikke lade alt det med garn, stof og limpistoler være..

Det andet julemarked var på Tolne Gjaestgivergaard, som jeg har skrevet om før.

Det var første år vi har sat det i gang, og vi var ikke mange stande, men det var virkeligt hyggeligt. Der var folk i cafeen og i galleriet så undtagen ganske få stille perioder, var der godt salg og mange søde mennesker. Det var sjovt at se kontrasten mellem den kreative indstilling folk hér kom med, og der blev endda solgt af de skøre ting, som der kun blev rystet på hovedet af på museet. Det var herligt!

Endnu herligere har det været ikke at skulle på marked denne weekend. Men at kunne holde fri med hele familien og bare hygge, lave lektier, bage kage og have gæster i huset.

Men mon ikke jeg kunne tænke mig at der kunne blive plads til en weekend med julemarked igen næste år.. jeg kan nok ikke lade være, når det kommer til stykket.

And for the English recap:

I am a bit of a lunatic, always doing a bit too much.. This year I agreed to do two Christmas weekend markets.

It ended up being fun, but of course hectic as well. I like it a lot though, so I will probably do it again next year. Can´t  stay away…

This weekend has been great with no obligations. Just December cosyness. If has been so lovely, and I am so looking forward to Christmas now.

Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 7Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 5Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 4Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 6Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 1Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 3Guide til julemarkeder – uden at blive vanvittig 2

Krea-party

How lucky am I to get to celebrate my 37th birthday with great friends, cakes and lots of sewingmachines! An awesome evening. Could not have asked for more really.

—-

Jeg er så heldig, at jeg har en flok fantastiske veninder omkring mig, som havde lyst og tid til at fejre mig igår aftes, hvor jeg kunne holde fødselsdag med 37 lys i kagen.

Sidste år holdt jeg krea-party hos Det Grafiske Værksted i Hjørring, og det var alletiders. Vi lavede linoleumstryk med bobler og hygge.

I år ville jeg stadig gerne lave noget kreativt, og da der er flere af mine veninder, der har fået fat i bogen, men stadig ikke helt kan komme igang med at sy, så ville jeg gerne give et lille spark igang.

Så efter en hurtig og nem aftensmad gik vi ellers igang med stof og symaskiner. Der blev lavet så punge, nederdele, scrunchies og sløjfer. Det var så, så hyggeligt.

Det havde også være meget hyggeligt uden symaskiner, for det er jo mine veninders selskab, der er det bedste. Men det var sjovt, og jeg er så glad for de ville lege med.

Jeg endte aftenen med at sidde og være helt rørstrømsk over venskaber. Jeg tænkte på dem, jeg stadig føler mig tæt på, men som bor langt væk, som er savnet en aften som igår. Og jeg tænker på, hvor heldig jeg også er over at have så gode mennesker i så lille en radius omkring mig. Som 37-årig har man jo levet en god del af livet, og det er skønt, at der er nogle der går langt tilbage, men det er også helt skørt og fedt, at man kan lære nye rare mennesker at kende.

Og så var der min allerbedste ven, min mand, som ligepræcis den dag fik besked om, at han havde bestået indfødsretsprøven. Så er der lidt kortere til at få byttet det britiske pas ud til et dansk.

En vildt fin aften. Mange flere af dem tak <3

Trying to blow some life into this old blog again..

Hello.

 

Rather crazy to be back after such a long time. But it seems I am. Or well. At least for this one post.

I have thought about the blog so many times after I stop writing. And why did I stop? I guess I just got sick and tired of writing about feeling like shit after cancer and the awful healing process. But that seems further away now. Touch wood. So perhaps I can come back to just having a kinda-normal, creative, secret-spilling, boring, awkward, cosy and old school blog. That´s what I would like for sure.

 

The whole blog world has changed so much. I remember spending a lot of time writing posts, following all my favourite bloggers and their lives, and then suddenly so many seemed to disappear. And so much of the content I used to like became ads and ads and ads.

And so I stopped blogging and stopped reading as well. And when I came back to start reading again so many good bloggers were gone. Some still there though, and I have been hanging on to you!

 

I would like to come back now. I don´t know exactly how, so much has changed.

I now have two big girls who don´t want me to share all kinds of fun things they do. So I will respect that. Also I work full time, so I don´t know where the time for this blog will come from. But I will try and make it work! Cause I missed this! I have so many ideas for creative projects that I would like to get done, and maybe this blog can help me.

The update now, almost 3 years since the last post, is that life can get back to an almost normal state after being seriously ill. It takes time, but I do dare believe in the future again. The physical pain is also getting much better. And reading here on the blog from the last posts I can suddenly remember how awful it all was. Happy to have progressed to a better place.

I am so lucky I am here with my family. Abnormally grateful for life is what I am.

Nothing much to say, but I will try anyways

This post is sad and I don’t even really want to write it. But without it the blog will just fade out, cause I am sure not going to write anything else.

Alan’s grandad passed away. He was a strong, strong man, and he fought hard to the end. We are all sad, and it feels wrong to not ever get to see him again. He always called me slim. Even when I wasn’t. Always so lovely. A great man.

………..

I have been dealing with some health issues. Quite anxiety based, and I finally got my doctor to send me off to further tests at the hospital. Because I basically thought I was dying all the time. All in my head perhaps, but still there.

The tests were supposed to make me feel safe and better. To show me that there is nothing wrong and that I am not sick.

Yesterday at the intestinal test (yay for that ugly image) they found something. Something they could not just remove there, so they had to send me off for more tests, tissue testing and an operation at another hospital.

It was very strange how the mood changed in the hospital room, from the nice nurses trying to chat and joke to take my mind off the uncomfort (or we can say annoying pain) of having a camera up my bum, to the sudden serious mood when the doctor found the nasty polyp. And all I could think of apart from dying was that it’s so unfair thinking of all the broccoli I have eaten.

It’s probably nothing (touch wood). And most often these growths are not dangerous. But for somebody with a serious anxiety fear of cancer and dying, it’s a bad situation.

Every other moment I am thinking its going to be ok. That it has to be ok. And the next I am thinking about who I can match Alan up with to give the girls a nice stepmom.

It’s ridiculous. Painful and annoying. And I just want those feelings to go away. And I want the ugly growth out.

But for now its just about waiting. And pass the time watching silly comedies, reading only books with happy-endings, and blocking all that’s not pleasant to think about.

I should know the result middle of next week.

I know all of you will cross your fingers for me. Thanks for that.

The silly drawing is just trying to make it all a bit funny. There should be a card for a colon check-up. Because humour is what you need in a situation like that.

20140415-215625.jpg